MediaWatch

Amazon-chef anklager kulørt magasin for afpresning

Magasinet National Enquirer, der står præsident Trump nær, beskyldes for at ville bringe private sexbilleder.

Ritzau Scanpix/AP/Susan Walsh
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Susan Walsh

Stifteren og lederen af Amazon.com, Jeff Bezos, anklager det kulørte amerikanske magasin National Enquirer for forsøg på afpresning.

Ejeren af sladdermagasinet skal have truet med at offentliggøre "intime billeder" medmindre Bezos offentligt erklærer, at National Enquirers historier om ham ikke er politisk motiverede.

De intime billeder har Bezos angiveligt sendt til en veninde.

Bezos, der regnes som verdens rigeste mand, fremsætter sin anklage i et indlæg på en blog.

I indlægget blotlægger han sit privatliv, og det hvirvler ham længere ind i et opgør med det førende kulørte magasin i USA. Dets udgiver er en af præsident Donald Trumps venner.

"Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at personlige billeder skal offentliggøres. Men jeg ønsker samtidig ikke at deltage i deres velkendte praksis med afpresning, politisk medløb, politiske angreb og korruption," skriver Bezos.

"Jeg foretrækker at rejse mig op, rulle dette bæst rundt og se, hvad der kommer kravlende ud."

American Media inc, der ejer National Enquirer, har ikke kommenteret anklagen.

Ejer Trump-kritisk avis

Bezos og han kone oplyste i sidste måned, at de skal skilles efter 25 års ægteskab. Samme dag kunne National Enquirer fortælle, at det ville offentliggøre intime sms-beskeder mellem Bezos og en tidligere tv-vært Lauren Sanchez. En kvinde, som han tilsyneladende havde et forhold til.

Ud over Amazon.com er Bezos ejer af den berømte avis Washington Post. Den har været stærkt kritisk over for præsident Donald Trump og hans regering.

Avisen har gjort det til et særkende at påvise, hvor mange løgnehistorier der udgår fra Det Hvide Hus.

Bezos hyrede et hold privatdetektiver til at finde ud af, hvordan National Enquirer var kommet i besiddelse af de intime billeder og tekstbeskeder.

Det fik American Media til at reagere, da de opdagede det.

"De sagde, at de havde flere af mine tekstbeskeder og billeder, som de ville offentliggøre, hvis vi ikke stoppede vores efterforskning," skriver Bezos.

En tidligere Playboy-model Karen Dougal blev under valgkampen i 2016 betalt 150.000 dollar af National Enquirer for ikke at fortælle sin historie videre til andre medier om sit formodede erotiske forhold til Trump. Magasinet bragte aldrig selv historien.

Det var et arrangement, som Trumps ven David Pecker, der er udgiver og øverste chef for American Media, stod bag.

En domstol har senere afgjort, at det skete for at påvirke udfaldet af præsidentvalget.

/ritzau/Reuters

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere