MediaWatch

Apples regnskab var bedre end ventet, selv om iPhone-salg skuffede

Trods et skuffende salg af iPhones, så lykkedes det alligevel for Apple at levere bedre end ventet i sit seneste kvartal.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Mark Lennihan

Amerikanske Apple, som målt på markedsværdi er verdens mest værdifulde selskab, leverede på top- og bundlinje et bedre end ventet resultat i selskabets fjerde kvartal, men antallet af solgte iPhones i perioden skuffede, ligesom salgsprognosen for det igangværende første kvartal ligger under forventningerne.

Aktien falder med mere end 4 pct. i eftermarkedet.

Apple kom gennem sit fjerde kvartal med et overskud per aktie på 2,91 dollar, mens omsætningen steg med 20 pct. til 62,90 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 2,78 dollar og en omsætning på 61,44 mia. dollar.

Salget af iPhones i perioden var på 46,9 mio. enheder, mens det var ventet, at det tal ville lande på 48,4 mio. enheder. Den gennemsnitlige pris for iPhonen var i perioden dog på 793 dollar mod ventede 729 dollar. Det var samtidig en stigning på mere end 28 pct. fra 618 dollar for et år siden. Den højere salgspris kompenserede dermed for den lavere volumen.

Apple regner med at levere en omsætning i det igangværende første kvartal af regnskabsåret 2018/19 i intervallet 89 til 93 mia. dollar. Her lød konsensus på forhånd på 92,74 mia. dollar. Midtpunktet af Apples interval ligger dermed 1,74 mia. dollar under analytikernes estimat.

Den svage salgsprognose, som jo gælder for den vigtige shoppingsæson omkring Black Friday og julen, indikerer, at selskabet ikke har registreret en stærk efterspørgsel på de tre nye iPhones, som man netop har lanceret. Leverancen af modellerne XS, XS Max og XR startede den 26. oktober, og man har kunnet købe XS og XS Max i de sidste ti dage af det overståede kvartal.

Facebook skuffer på omsætningen efter svær periode

Apple nærmer sig børsværdi på 1000 milliarder dollar 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs