Google overgår forventninger i regnskab trods rekordbøde

Med kvartalsregnskabet rammer Googles moderselskab, Alphabet, rekord i forhold til omsætning og indtjening.
18. juli udskrev EU's konkurrencekommisær Margrethe Vestager en bøde på 32 mia. kr. til Google. | Foto: ritzau/Scanpix/Olivier Matthys
18. juli udskrev EU's konkurrencekommisær Margrethe Vestager en bøde på 32 mia. kr. til Google. | Foto: ritzau/Scanpix/Olivier Matthys
RITZAU

Googles moderselskab, Alphabet, fremlagde mandag aften et regnskab, der er bedre, end analytikerne havde forventet.

De positive nyheder har efterfølgende ramt børsen, hvor aktien i søgegiganten stiger i eftermarkedet med 6,1 procent.

Dermed rammer selskabet ny rekord, da regnskabet for andet kvartal har overgået Wall Streets forventninger til både omsætningen og indtjeningen. 

Det skriver Ritzau Finans. 

Selskabet er kommet gennem kvartalet med et justeret overskud per aktie på 9,54 dollar. Samtidig er omsætningen efter betalinger til handelspartnere landet på 26,24 milliarder dollar. 

Det er en del mere, end hvad analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med. Her lød forventningen på en indtjening per aktie på 11,68 dollar og en omsætning på 25,55 milliarder dollar.

I sidste uge blev selskabet tildelt en bøde af EU, som mente, at Google med sit mobile styresystem Android har hindret konkurrencen.

Men fratrækker man den bøde på 4,34 milliarder euro, eller cirka fem milliarder dollar, var overskuddet ifølge Ritzau Finans per aktie på 11,75 dollar, hvilket altså var bedre end forventet.

Alphabet tjener de fleste af sine penge på reklamer på nettet. Det kan være på Googles søgemaskine eller på YouTube. 

Ifølge Finans.dk er det næsten ni ud af ti dollar, der går gennem Alphabet, der kommer fra digitale annoncer.

Selskabets reklameindtægter steg med 24 procent i perioden for de tre måneder, der blev afsluttet i juni. 

Selv om reklamer fortsat er drivkraften for indtægter, har Google også arbejdet med "cloud"-tjenester, der er netbaserede lagringsløsninger, til virksomheder, kunstig intelligens og forskellige enheder som smartphones og computere.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også