BTMX har intet alternativ til Facebook på kort sigt

BT og Metroxpress har siden efteråret mærket en faldende trafik fra Facebook. Ny udmelding gør, at mediehuset skal "tænke ud over" de sociale medier for vinde det tabte tilbage, siger digital chef.
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Facebook ændrer algoritmen, der styrer nyhedsrullen. Det vil betyde færre posts fra virksomheder og medier og mere plads til opslag fra venner og familie.

I Danmark kommer ændringen især til at ramme medier som BT, Metroxpress og Dagens.dk, der henter rigtig meget trafik fra Facebook, siger Filip Wallberg, som forsker i sociale medier på Syddansk Universitet, til Politiken.

Hos BTMX, der står bag BT og Metroxpress, har man siden efteråret mærket en faldende trafik fra Facebook. Digital chef Michael Jensen vil ikke fortælle, hvor meget trafik BTMX samlet set får fra Facebook, men slår fast, at mediehuset ikke er afhængig af det sociale medie.

"På kort sigt finder vi ikke et alternativ til Facebook. I stedet skal vi nok tænke ud over de sociale medier for at vinde det tabte land igen. Og det giver også god mening, for i og for sig er det jo vanvittigt at være afhængig af en algoritme, der er helt ude af din kontrol," siger Michael Jensen til Politiken.

I JP/Politikens Hus siger digital direktør Søren Svendsen til Politiken, at det er "tankevækkende, at nogle få mennesker i Californien sætter reglerne", men at konsekvenserne af Facebooks udmelding bliver "næppe voldsomme" for koncernen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også