Retsopgør i Se og Hør-sagen kan starte til maj

Yderligere tre personer er sigtet i Se og Hør-sagen, som ifølge Anklagemyndigheden kan komme for retten til maj næste år.
CHRISTIAN CARLSEN OG LOUISE RESEKE

Opdateret kl. 12:30 - Efterforskningen i Se og Hør-sagen er nu så fremskreden, at retsopgøret i sagen kan begynde til maj. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi vil derfor lægge billet ind på at reservere tid i Retten i Glostrup til maj 2016.

"Vi er nu så langt i efterforskningen og vores overvejelser omkring tiltalerejsning, at det er hensigtsmæssigt, at vi sammen med retten og de i alt 11 berørte advokater får sat dato på, hvornår sagen i givet fald kan komme for," udtaler advokaturchef Jens Rasmussen, som dog understreger, at der forsat ikke er rejst tiltale i sagen.

Sagen ventes ifølge Anklagemyndigheden at strække sig over 15-20 retsdage.

Efterforskningen er ikke afsluttet. Når der alligevel allerede nu sættes en nærmere dato på for retssagen, skyldes det ifølge MediaWatchs oplysninger, at der har været et ønske fra flere af de sigtedes advokater om at få sagen berammet, som Anklagemyndigheden har ønsket at imødekomme.

Yderligere tre er sigtet

Samtidig er yderligere tre personer blevet sigtet i sagen, siden politiet sidst meldte ud i foråret.

Ifølge MediaWatch oplysninger er det i forbindelse med gennemgangen af det beslaglagte materiale hos Aller Media, at de nye sigtelser er rejst. Først i januar fik politiet rettens ord til gå ombord i materialet, som allerede blev beslaglagt sidste år.

I alt er 12 samt Aller Media sigtet i sagen. De er bla. sigtet for overtrædelse af  straffelovens paragraf 263, der handler om at skaffe sig adgang til andres oplysninger, og for at overtræde markedsføringslovens bestemmelser om forbud mod at videregive forretningshemmeligheder

Flere af de sigtede, herunder tidligere chefredaktører på Se og Hør Henrik Qvortrup og Kim Henningsen samt manden bag afsløringerne i sagen, Ken B. Rasmussen, nægter sig skyldige.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også