Politiet vil afhøre sigtede i Se og Hør-sagen igen

De sigtede i Se og hør-sagen skal afhøres igen i forbindelse med gennemgangen af det enorme materiale, som politiet sidste år beslaglagde i Aller Media.

Efterforskningen af Se og Hør-sagen er nu så langt, at Københavns Vestegns Politi vil afhøre de sigtede i sagen igen den kommende tid, skriver Ekstra Bladet.

Siden januar har særligt clearede efterforskere været i gang med at gå gennemgå det materiale, som politiet sidste år beslaglagde i på computere i Aller Media.

Det er informationer og beviser fra datamængden her, de otte sigtede personer i sagen nu skal afhøres om.

"Vi sender løbende de beviser ud til de mistænkte, som vi mener er relevante for dem. I den forbindelse vil vi løbende få dem til genafhøring i september og august," siger vicepolitikommisær Carsten Jønsson til Ekstra Bladet. Han vil ikke uddybe nærmere, hvad det er for beviser og informationer, politiet har fundet på harddiskene.

Juridisk kamp om data

Arbejdet med at gennemgå de i alt 13 terabyte data blev forsinket af en retsstrid mellem politiet og Aller Media. Både byret og landsret gav i første omgang politiet lov til i mere eller mindre grad at kigge i det beslaglagte materiale.

Mediekoncernen gjorde dog indsigelse mod at udlevere de tusindvis af mails og sms’er og ankede sagen til Højesteret. I januar afgjorde Højesteret så, at politiet kunne få adgang til en række vigtige dokumenter i sagen.

Politiet har tidligere meddelt, at mængden af data i Se og Hør-sagen er så massivt, at man først forventer at kunne overlevere sagen til anklagemyndigheden "tidligst" i efteråret.

De sigtede i sagen tæller Se og Hørs tidligere chefredaktører Kim Henningsen og Henrik Qvortrup, fem andre nuværende eller tidligere ansatte på Se og Hør og den såkaldte tys-tys-kilde, der angiveligt solgte oplysningerne fra Nets om de kendtes kreditkorttransaktioner til bladet. Derudover er Aller Media også sigtet i sagen.

Se og Hør-sagen kom frem, da den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen i april sidste år udgav bogen "Livet, det forbandede". Her afslørede han, at Se og Hør gennem flere år havde benyttet en såkaldt tys-tys-kilde til at skaffe oplysninger via Nets om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også