"Vores Børn var det stærkeste koncept"

Digitale opkøb har størst interesse for Egmont Magasiner. Det giver fusionen med Oxygen Magasiner også mulighed for, siger adm. dir. Torsten Bjerre Rasmussen.
MediaWatch

Markedet for forældre-magasiner bliver en titel mindre, når Egmonts ‘Vi Forældre’ lukker, som følge af, at selskabet har købt aktiemajoriteten i Oxygen Magasiner, som overtager to af medarbejderne fra magasinet. 

Men bladet, hvis oplag har stabiliseret på omkring 10.100 eksemplarer, kunne sagtens være fortsat, siger adm. direktør for Egmont Magasiner Torsten Bjerre Rasmussen.

“Vores børn-paraplyen (der rummer 'Mini' og 'Junior', red.) var det stærkeste koncept med flest udgivelser, derfor fortsætter Vi Forældre ikke, mens vi til gengæld putter Egmont-magasinet Gravid ind under den paraply. Men Vi Forældre var ikke et blad i problemer, de seneste udgaver har haft et fint annoncesalg, men vi tror, at potentialet for at få en førende position er større på denne her måde,” siger Torsten Bjerre Rasmussen.

Røde tal bekymrer ikke
Siden slutningen af 2009, hvor Oxygen A/S lukkede sin abonnementsdel, har selskabet udelukkende haft fokus på magasindelen, Oxygen Magasiner. Det fokus nåede endnu ikke at bære frugt i 2010, der endte i et minus på 4,3 mio. kr. Men i år er Ridemagasinet Equipage, der var svært at få økonomi i, solgt fra, så selskabet nu udelukkende består af forældremagasiner og sitet Voresborn.dk. Derfor bekymrer selskabets flerårige røde regnskaber ikke Torsten Bjerre Rasmussen, siger han.

“Oxygen Magasiner er et spændende og dygtigt selskab inden for forældreområdet, som er deres eneste fokus nu. Tidligere har de haft andre aktiviteter, som vi ikke har været interesseret i, og som de har tabt penge på, men nu er der en meget attraktiv portefølje i selskabet.”

Hvilke synergier forventer I vil opstå?

“Læserne er ikke længe i målgruppen til forældreblade, så det er svære medier på abonnementssiden. Nu har vi blade, der er målrettet alle fra gravide til forældre med børn, der er oppe i 8-10 års-alderen. Det tror vi på bliver en stærk printmodel. Online har Oxygen en række tjenester at trække på, mens vi har vi en stærk position i Norge med Ipad-udgivelser og forældreuniverser på nettet.”

Torsten Bjerre Rasmussen bekræfter, at Oxygen Magasiner fortsat skal holde til i egne lokaler, som hidtil.

“Vi har haft en meget konstruktiv dialog med medaktionærerene, som gerne vil opbygge et specialiseret mediehus, som vi synes er fornuftigt at gøre på nicheområder, så vi vil indgå samarbejder, hvor det giver mening.”

Ikke på opkøbstogt
Det er kun knap to måneder siden, at Egmont Magasiner købte aktiemajoriteten i Danske Vægtkonsulenter, men det skal ikke tolkes sådan, at Egmont Magasiner nu er på decideret opkøbs-togt.

“Nej, markedet er jo vældig konsolideret med tre store udgivere og et par små udgivere. På det digitale område ser vi på mulighederne, men vi har ikke en lang pipeline af opkøb klar,” siger Torsten Bjerre Rasmussen.

Egmont Magasiners adm. direktør Torsten Bjerre Rasmussen lukkede i sommer modebladet Sirene, for nylig Fit Living i Norge og nu også Vi Forældre, men har i samme periode lanceret et strikkemagasin  samt eksporteret Alt for Damerne til det norske marked.

Egmont Magasiner dækker hele Norden og havde i 2010 en omsætning på 2,114 mia. kr. og et driftsresultat før renter, skatter og afskrivninger på 286 mio. kr.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også