‘Journalisten’ skal ikke dække ‘Journalisten’

Journalistens chefred. Øjvind Hesselager har besluttet, at redaktionen ikke skal dække fagbladets skæbne på hovedbestyrelsens møde. Medarbejderne er enige.
MediaWatch

Når fagbladet Journalistens spareplan skal diskuteres i Journalistforbundets bestyrelse, bliver det med en freelance-byline frem for en af de faste medarbejdere.

Det sker for at beskytte medarbejderne for “mistanke om inhabilitet”, siger chefredaktør Øjvind Hesselager til Journalisten.dk.

Den beslutning får opbakning på Journalistens redaktion.

“Det har vi intet problem med,” siger Journalistens tillidsrepræsentant Emil Ellesøe Ditzel til Mediawatch.

Trods redaktionens modstand mod spareplanerne, er der ikke lagt op til en større konflikt med DJ-ledelsen.

“Vi har haft en dialog med ledelsen, hvor vi har fremlagt vores synspunkter, og dem har de taget imod. Vi mener ikke, at der er så meget mere vi kan gøre,” siger Emil Ellesøe Ditzel.

Hvis besparelsen går igennem, som ledelsen har lagt op til, vil journalisterne tage det til efterretning, bekræfter han.

“Ja, så vil vi gøre, hvad vi kan for at løse opgaven med at få så mange læsere som muligt over på nettet. Vores pointe er bare, at hvis man havde rådført sig med os tidligere, kunne vi være kommet med alternative spareforslag,” siger Emil Ellesøe Ditzel.

De fleste fagblade skal jo spare, så er det ikke en naturlig udvikling, at I skal udkomme færre gange på tryk?

“Vi har forståelse for, at der skal spares på Journalisten, vi mener bare, at det er en ret kraftig besparelser. Det betyder, at vi mister muligheden for at være aktuelle i magasinet. Man kan altid være aktuel på webben, men det nemmere at fortælle lang baggrundshistorie i magasinet, og det er det vores læsere efterspørger. Der er større tilfredshed med magasinet, og det har flere læsere end Journalisten.dk. Hvis vi kunne se, at alle foretrak nettet langt over magasinet, ville vi bedre kunne forstå det.”

Kan det ikke blive tilfældet, hvis der fremover bliver brugt flere ressourcer på nettet?

“Det kan man ikke udelukke, men de svenske erfaringer (fra deres fagblad, red.) viser, at det ikke har været muligt at hive læserne fra print til web i særligt stort omfang,” siger Emil Ellesøe Ditzel.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også