Werge: Brug kræfter på netjournalistikken

Besparelse på papirudgaven af fagbladet Journalisten skal føre til flere nyheder på Journalisten.dk.
Per Fanefjord Laursen

Hvis fagbladet Journalisten dropper hver fjerde udgave, vil det trykte blad stadig udkomme 15 gange årligt, og øvelsen vil spare 400.000 kroner på DJ's budget.

Besparelsen bliver dog mindre på kort sigt, for planen er at investere 250.000 kroner i at udvikle et 'tablet-univers'.

Det er de overvejelser og det regnestykke, som Journalistforbundet skal tage stilling til i næste uge.

Forbundets næstformand Lars Werge siger til Journalisten.dk, at forbundet løbende er i økonomiske overvejelser. Det debatteres, hvorledes man kan fastholde serviceniveauet og den tætte berøring med medlemmerne, uden de skal betale mere i kontingent.

“Vi er ikke i krise, men det risikerer vi at komme, hvis ikke vi gør noget. Derfor har vi kigget på alle poster, og kommunikation - herunder især Journalisten - er en af de vigtigste, men også dyreste, poster,” siger Lars Werge til Journalisten.dk.  Han afviser, at det vil svække Journalisten, at bladet udkommer færre gange årligt.

Brug kræfterne på nettet
Næstformanden påpeger, at den redaktionelle styrke forbliver intakt. Der skal laves færre blade, hvilket altså giver mere tid til at lave bladene, eller ressoucer til at udvikle journalistikken på nettet.

“Vi tror ligesom resten af medieverdenen på, at der er rigtige gode muligheder i journalistik på nettet, og derfor opfordrer vi i indstillingen til, at nyhedstrykket på Journalisten.dk øges. Jeg mener, vi har et virkelig godt brand i det site, som er nyhedsførende i mediebranchen.”

Dansk Journalistforbunds holder et afgørende møde i næste uge. Her skal Hovedbestyrelsen diskutere forbundets budget og en ny kommunikationsstrategi. Forud for mødet har Forretningsudvalget, der består af formand og næstformand plus tre øvrige HB-medlemmer, fremlagt en række forslag hvor færre udgaver af Journalisten er blandt ideerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også