Danske Fagmedier opruster

Oplag og annoncesalg skal styrkes i Danske Fagmedier, der netop har hentet Børsens bladsalgschef til formålet.
MediaWatch

Når Børsens tidligere bladsalgschef, Michael Jørgensen, begynder i sit nye job som adm. direktør for Danske Fagmedier, er der mange udfordringer at tage fat på, fortæller Nils Sjøberg, som opkøbte medierne Licitationen, Mester Tidende, Motor Magasinet, Transport Magasinet og Nyhedsinformation af Aller Business i december 2009.

Det skete efter, at Aller Business havde tabt penge på deres fagmedier i flere år.

Samtidig med at Michael Jørgensen bliver adm. direktør for Danske Fagmediers, bliver virksomhedens tidligere adm. direktør, Peter Fredgaard, ny arbejdende bestyrelsesformand for mediehuset.

“Vi har med Michael Jørgensen valgt en direktør med stor medieerfaring, som kan udvikle de mange tiltag, vi har sat i gang. Det gælder både annoncesalget, udviklingen af bladene og en øget indsats på abonnementsalget samt på markedsføringen, hvor han også er stærk,” siger Nils Sjøberg, som er udviklingschef i Danske Fagmedier, hvor hans rolle er den redaktionelle udvikling af medierne i samarbejde med redaktørerne.

Flere af bladene som Licitationen og Motor Magasinet har oplevet faldende oplag - for Licitationens vedkommende et fald på 12 pct. i første halvår sammenlignet med året før, ifølge Dansk Oplagskontrol. Men den udvikling er vendt med en ekstra indsats i fjerde kvartal, oplyser Nils Sjøberg.

Fagblade hårdt ramt
Fagbladene som mediegruppe har i de seneste tre år været hårdt ramt af den økonomiske krise. I andet kvartal i år, lå fagmedierne samlet set i index 95, ifølge Danske Specialmediers annoncebarometer, mens Danske Fagmediers seks medier som helhed ligger over index 100, ifølge Nils Sjøberg.

“Michael Jørgensen skal tilføre sine erfaringer fra Børsen og være med til at forstærke denne udvikling.”

Børsen har i flere år haft en ekspansiv oplagsstrategi, men efter den nuværende adm. direktør Anders Krab-Johansens tiltrædelse i starten af året, er strategien justeret, så rabatterede abonnenter skæres fra, hvilket har ført til fald i oplaget.

Skal nok blive en sund forretning
Hvordan Michael Jørgensen vil gribe opgaven med at øge annoncesalget og oplaget yderligere konkret an er for tidligt at svare på, lyder det fra den nye adm. direktør:

“Det skal nok lykkes at lave en sund og bæredygtig forretning, når man lægger alle virksomhedens kompetencer sammen, men det er for tidligt for mig at sige noget om strategien, da jeg først starter 1. december,” siger Michael Jørgensen og tilføjer:

“Det bliver en stor faglig og personlig udfordring at få det fulde forretningsansvar som adm. direktør. Derudover har Danske Fagmedier en portefølje af kvalitetsfagblade, en loyal og dygtig medarbejderskare samt en kompetent bestyrelsesformand og ikke mindst en visionær virksomhedsejer som Nils Sjøberg, som det bliver spændende at arbejde for.”
Tror på 2012
Den afgående adm. direktør Peter Fredgaard skal som arbejdende bestyrelsesformand sparre med direktionen om selskabets videre udvikling.

“Den rolle passer godt ind i mit almindelige arbejde, idet jeg har en konsulentvirksomhed, som driver bestyrelsesarbejde for små og mellemstore virksomheder,” siger Peter Fredgaard.

Danske Fagmedier kom ud af 2010 med et minus på cirka 180.000 kr., hvilket især skyldtes engangsudgifter til de nye med.

“2011-resultatet afhænger af annoncesalget i november og december, men jeg har store forhåbninger til 2012”, siger Nils Sjøberg.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også