Malling Publications lancerer Cover Man

Først mode, så børn - og nu mænd. Malling Publications fortsætter ekspansionen. 'Cover Kids' er netop kommet på gaden, og til marts kommer 'Cover Man'.
Camilla Mehlsen

Malling Publications ligger ikke på den lade side. Trods hårde tider for magasinbranchen har Malling Publications sat to nye magasiner i søen i 2011, 'Horse Rider’s Journal' og 'Cover Kids', og til marts 2012 kommer endnu et nyt magasin, denne gang til mændene; 'Cover Man'.

Cover Man er i første omgang planlagt til at udkomme to gange årligt, og det henvender sig kort fortalt til den moderne mand.

”Vi vil gerne lave et magasin til den moderne mand, som er begavet, men som også godt kan huske, at han er en drengerøv, og som ikke går op i, hvordan han binder et slips, fordi det ved han. Og hvis han ikke ved det nu, så finder han aldrig ud af det. Han skal i hvert fald ikke lære det i vores blad,” siger Malene Malling til Mediawatch' 'MediaCast'.

Ifølge Malene Malling bliver Cover Man det sidste magasin fra Malling Publications i en længere periode. Frederik Bjerregaard, som er tidligere chefredaktør for Cover, bliver chefredaktør for det nye magasin til mænd.

Malene Malling vil endnu ikke løfte sløret for, hvem der kommer på forsiden af det nye Cover Man, men understreger, at det bliver "seje mænd", og at magasinet kommer til at adskille sig fra Euroman.

Markedet for mandemagasiner har haft det særdeles hårdt de senere år, hvor magasiner som Aller Medias 'Mand' og Benjamin Medias 'FHM' og 'Arena' er bukket under. Om det giver plads til et nyt high end magasin til ham, vil tiden vise.

Malene Malling er ugens gæst i MediaCast. Her fortæller hun Camilla Mehlsen om det nye børnemagasin, Cover Kids, som kom på gaden 13. oktober, og om de andre aktiviteter i Malling Publications. Og så løfter hun mere af sløret for det kommende magasin, Cover Man.

Hent MediaCast som RSS eller abonner på MediaCast i iTunes:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også