Annoncefald rammer Land og liv

Landbrugsmediernes livsstilsmagasin Land og liv halverer antallet af årlige udgivelser på grund af faldende annoncer.
MediaWatch

Flere specialmedier har i den senere tid sænket antallet af udgivelser for at spare penge og hæve kvaliteten af de resterende udgivelser.

Samme øvelse gør magasinet Land og liv, der udgives af Landbrugsmedierne, som er en del af erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer. Fra september udkommer det en gang om måneden i stedet for hver anden uge.

"Land og liv er et rent annoncefinansieret blad, der sendes til knap 100.000 familier på landet. Vi er her hårdt ramt af nedgangen i annoncemarkedet, og har resolveret, at det er bedre med 12 fyldige numre end 23 mere tynde blade," siger Henrik Lisberg, der er chefredaktør for Landbrugsmediernes to aviser og syv specialmagasiner.

Tendensen gælder dog ikke for de øvrige medier, tilføjer han.

"Her i huset er det ikke en generel tendens at gå ned i frekvens. Faktisk tværtimod, vi har i år hævet udgivelsesfrekvensen på vores meget faglige produkter; Fagmagasinerne Kvæg, Svin og Mark - fra 12 til 14 numre. Det har vi fået en god respons på. Man kan altså sige, at når det handler om meget specialiserede produkter, er læsernes interesse bestemt ikke faldet."

Land og liv vil fremover fokusere på emnerne, som står folk på landet nær, og det vil sige emner som jord, dyr, hus, have og energi, ifølge Specialmedierne.dk.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også