Magasiner går mindre på omgang

Magasingiganterne Bonnier, Aller og Egmont har tabt cirka en læser i snit per magasin i det seneste halvår sammenlignet med andet halvår 2009.
MediaWatch

Læserne bytter ikke magasiner i samme grad som tidligere, eller måske dropper de at læse dem hos frisøren. I hvert fald kommer hvert magasin igennem færre hænder og øjne i andet halvår 2010 end i samme periode 2009.

Det viser de seneste tal fra Dansk Oplagskontrol og Index Danmark/Gallup, når man ser på udvalgte magasiner til voksne og unge fra de tre store magasinudgivere.

Hvert af Bonnier Publications' magasiner, der tæller titler som Bo Bedre, Illustreret Videnskab og M!, bliver i gennemsnit læst af 5,7 læsere i det seneste halvår mod 6,9 læsere i 2. halvår 2009.

For Aller Media med titler som Mad & Bolig, Isabellas og Elle er antallet af læsere per magasin faldet fra 4,9 til 3,8 og hos Egmont Magasiner er faldet på  halvanden læser fra 5,5 til 4, når man ser på gennemsnittet af alle titler, der blandt andre tæller Eurowoman og BoligLiv.

Ud over at læserne simpelthen deler magasinerne i mindre grad, kan faldet i læsere per eksemplar også skyldes rabatkampagner, der hverver flere abonnenter, hvilket giver oplagsstigninger, som læsertallet ikke kan følge med. For de fleste livsstilsmagasiner er læsertallet et vigtigt parameter i forhold til at skaffe høje annoncepriser, mens hobby- og interesseprægede medier, som flere af Bonniers titler, baserer sig mere på abonnementsindtægter end på annoncesalg.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også