Billed Bladet tror på tvillinge-effekt

Billed Bladet øger oplaget med 30.000 eksemplarer i forbindelse med den kongelige tvillingefødsel.
MediaWatch

Aviser og tv har kastet sig over billederne af de royale tvillinger, som ikke nåede med i ugebladene sidste uge. Alligevel tror Aller Medias udgiverdirektør, Per Ingdal, på en pæn gevinst til forlagets royale flagskib, Billed Bladet.

"Vi trykker et ekstraoplag på 30.000 eksemplarer, og dem har vi en klar forventning om, at vi får solgt," siger Per Ingdal.

Chefredaktør Kim Henningsen på Se og Hør, der også ejes af Aller, samt Egmonts Her og nu forventer sig dog ikke noget ekstrasalg på grund af den kongelige familieforøgelse.

"Det skyldes, at de to blade ikke ejer det kongelige stofområde på samme måde, som Billed Bladet gør. Det er Danmarks royale ugeblad, og derfor ved vi af erfaring, at bladet får fuld effekt af tvillingefødslen," siger Per Ingdal, som ikke mener, at den intense pressedækning ødelægger det for ugebladet.

"Tidligere har det ikke haft betydning for Billed Bladets salg. Tværtimod er det med til at stimulere interessen. Flere af Billed Bladets medarbejdere, med Annemette Krakau (Billed Bladets chefredaktør, red.) i spidsen, bliver brugt som royale eksperter på såvel TV 2 News som i andre medier, hvilket også siger noget om, hvilken position bladet har på det kongelige område," siger Per Ingdal.

- TBH 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også