Helse er tilbage

Efter et par måneders pause er det tidligere Vermø-drevne sundhedsmagasin 'Helse' igen på gaden med ny udgiver, men samme koncept.

Siden Vermø-gruppen gik konkurs i august måned er sundhedsmagasinet Helse ikke udkommet.  I november overtog Mediegruppen imidlertid rettighederne til magasinnavnet Helse - som Vermø-forretningen ikke havde sikret sig - og de har nu genoptaget udgivelsen af Helse, uafhængigt af konkursboet fra den tidligere udgiver, Vermø-selskabet 'Helse Active Living'.

"I disse dage lander det nye Helse på alle landets apoteker, hos læger, tandlæger og høreklinikker, og her kan læserne forsikre sig om, at magasinet lever i bedste velgående," siger Jacob Ejs, ny ansvarshavende redaktør på Helse og kreativ direktør ved Mediegruppen i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen er det tilsyneladende ikke lykkedes de nye udgivere at nå til enighed om en pris på den abonnementsbase, som Helse nåede at opbygge med Vermø som udgiver, og som ligger til salg i konkursboet fra Vermø. Mediegruppen har denne opfordring til de abonnenter, der har måttet kigge langt efter deres forudbetalte magasiner siden august:

"Vi har allerede fået mange henvendelser fra læsere, der ikke kan forstå, hvor deres Helse er blevet af. Savner de Helse, skal de blot henvende sig til vores abonnementsservice, der så vil sørge for, at ingen bliver snydt," siger Jacob Ejs.

Helse-magasinet ligner sig selv til forveksling hvad angår redaktionel linje, distribution og forretningsmodel - selvom udgiveren altså er ny - og det er helt bevidst siger Jacob Ejs.

"Vi fortsætter som hidtil med ti årlige udgivelser. Magasinets succes hænger nøje sammen med dets høje grad af faglighed og troværdighed, og sådan vil det naturligvis også være fremover. Vi lægger fortsat op til dialog med sundhedsmyndigheder, patientforeninger og alle, der arbejder med sundhed i Danmark, og har allerede her i vores første nummer fået et rigtig godt samarbejde med flere sundhedsfremmende instanser," siger Jacob Ejs i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også