Benjamin lancerer nyt magasin til 40+

Benjamin Media vil også ind på magasinmarkedet målrettet de voksne kvinder - det skal ske med månedsmagasinet 'Liv'.
Philip Shange

Benjamin er ude efter de voksne kvinder.

Aller Media har i efteråret slået hårdt på tromme for primetime-segmentet, og nu følger Benjamin Media trop med udgivelsen af et nyt månedsmagasin 'Liv'.

”Vi er ret sikre på, at vi med Liv rammer et meget stort behov for et magasin, der udelukkende henvender sig til 40+ kvinderne. Det er kvinder, der meget gerne vil læse magasiner, men helt klart har manglet et, der er i øjenhøjde med dem uden at skulle fokusere på andre aldersgrupper på samme tid,” fortæller Ann Qvist, der bliver chefredaktør for det nye magasin, i en pressemeddelelse.   Magasinet udkommer første gang d. 10. februar.   ”Jeg glæder mig meget til at få det første nummer på gaden og høre læsernes reaktioner. Det er en kritisk målgruppe, der stiller meget høje krav til et magasins indhold og kvalitet, hvis de skal bruge tid og penge på det,” siger Ann Qvist.
  Succesmodel fra Norge
Det er ikke mindst internationale erfaringer, der har givet Benjamin blod på tanden.   ”Der har været en voldsom fremgang de seneste år på 'Tara' specielt i Norge - både hvad angår bladsalg, hvor Tara nu er det største kvindemagasin i Norge, og på annoncesalget, hvor der har været en vækst på 60 procent over de seneste to år,” siger Jesper Buchvald, adm. direktør for Benjamin Media i meddelelsen.   En dansk versionering af Tara er blevet overvejet og testet undervejs, men Benjamin har valgt at satse på eget koncept - og tror på, at annoncørerne for alvor er ved at se fidusen i den voksne primetime-målgruppe.
  ”Fremgangen i annoncesalget viser også, at annoncørerne i den grad har fået øjnene op for 40+ kvinderne som en attraktiv målgruppe, der både har tid, lyst og mulighed for at opleve nyt og bruge penge på det,” siger Jesper Buchvald.
  Benjamin forsøgte sig i 2006 med magasinet Nova rettet mod de 30-55-årige - men lukkede det ned igen efter godt et år. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også