Freelancer-konflikt rykker til Norge

Uenigheden mellem freelancere og bladugivere er rykket til Norge, hvor Aller Medias og Egmonts nye freelanceaftaler møder modstand.
MediaWatch

Konflikten mellem bladudgivere og freelancere, der er faldet til ro i Danmark dukker nu op i Norge, skriver journalisten.no.

Den omhandler blandt andet, hvem der har retten til det redaktionelle indhold, og i hvor høj grad det må udnyttes ad flere omgange til hvilken pris.

I Danmark vandt Aller Media en voldgift, der slog fast, at freelancejournalister, der er registreret som selvstændige og/eller er momsregistrerede ikke er omfattet af overenkomsten med Dansk Journalistforbund, når de leverer stof til Aller Media.

Også i Norge er såvel Aller Media som Egmont med Hjemmet Mortensen store bladudgivere og ligesom i Danmark gælder uenigheden med freelancerne især retten til udnyttelse af indholdet.

Bladudgiverne mener, at når de har købt indholdet en gang, har de også købt retten til at bruge det som de vil, mens freelancerne omvendt mener, at det indhold de har produceret ikke uden videre kan bruges ad flere omgange og på flere platforme.

Stridspunktet er af afgørende vigtighed for magasinudgivernes forretningsmodel, der i stigende grad orienterer sig på at få mere værdi ud af det redaktionelle indhold. Eksempelvis ved at det samles og sælges i særudgaver, både lægges på nettet og optræder i flere blade eller endeligt versioneres til forskellige nationale markeder, sådan som især Bonnier har haft succes med for flere af sine titler.

Flere freelancere i Norge har underskrevet kontrakten med Aller Media om de nye rettighedsaftaler, som andre forholder sig stærkt kritisk til. Norsk Journalistforbund vil nu bruge et par uger på at lave et udkast til en ny aftale og er i god dialog med Aller.

Foran Egmonts Hjemmet Mortensen samlede sig i sidste uge 60 freelancere til en demonstration mod de nye kontrakter.

Hjemmet Mortensens ledelse begrunder de nye freelance vilkår med, at mediemarkedet gennemgår store rystelser, der kræver nytænkning og bedre udnyttelse af indholdet på grund af faldende oplag og pressede annonceindtægter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også