Annoncevækst hos Søndagsavisen

Salget af tekstsideannoncer er løftet med 10 procent i Q3, men jobmarkedet ligger stadig underdrejet for Søndagsavisen.
Ole Nørskov

North Media's mediedel har ifølge direktør Arne Ullum haft et ganske fornuftigt tredje kvartal, og salget af tekstsideannoncer på Søndagsavisen er steget med op mod 10 procent i forhold til samme periode i 2009.

"Vi har en stigende vækstkurve i øjeblikket. Vi startede med en svag negativ vækst først på året - nu er vi så på 10 pct. og fjerde kvartal tegner bedre endnu. Så nu er målet at gøre Søndagsavisen selvstændigt bæredygtig rent økonomisk," siger Arne Ullum.

Muligt frasalg
Den øvelse er vigtig, fordi det på lang sigt ikke er sikkert, at North Media vil beholde sin distributionsdivision Forbruger-Kontakt, der er den store omsætningsmotor i North Media. I første omgang er forberedelserne til et salg dog indstillet.

Roserne er ikke helt uden torne for Søndagsavisen, for dels kommer væksten på en relativ billig baggrund, fordi 2009 var et meget svagt år, og dels går det stadig dårligt med salget af jobannoncer. Arne Ullum glæder sig dog over, at han æder markedsandele, når det gælder tekstsideannoncerne, hvor konkurrenterne ifølge ham ikke har været i stand til at opnå samme vækst som Søndagsavisen.

Online-fald
North Media opsplitter ikke tallene i sine selskabsmeddelelser så detaljeret, at det er muligt præcist at se, hvordan det er gået mediedelen, der udgøres af Søndagsavisen, Helsingør Dagblad og Nordsjællands Avis, alene - undtagelsen er smertensbarnet online, hvor omsætningen faktisk er dalet en smule i forhold til sidste år. Online udgøres af ofir.dk, matchwork.com, søndagsavisen.dk, boligportal.dk, minreklame.dk og lokalia.dk, og den samlede nettoomsætning i 3. kvartal endte på 16,4 mio. kr. mod 17,7 mio. kr. i 2009. Nedgangen skyldes først og fremmest, at stillingsannoncemarkedet heller ikke online for alvor har rejst sig efter krisen.

Konsolidering i sigte?
Arne Ullum arbejder nu målrettet videre på at gøre mediedelen rentabel - en opgave som ville blive langt lettere, hvis antallet af spillere på det stærkt konkurrenceprægede danske marked for gratisaviser blev barberet ned.

"Jeg tror, vi kan gøre Søndagsavisen til en fornuftig forretning uden en konsolidering, men der er ingen tvivl om for mig, at hvis vi skal have den danske avisbranche op at køre i et fornuftigt gear, så skal vi have en konsolidering, og det gælder også lokale og regionale gratisaviser," siger han.

Konsolideringen vil ifølge Arne Ullum komme under alle omstændigheder, men det er sværere at spå om, hvor hurtigt det vil gå.

"Jeg tror, der er to veje. Der er den meget lange, meget seje vej, hvor der bliver indskrænket i oplag, og der lukker en enkelt avis hist og pist. Og så er der selvfølgelig den joker, at hvis der kommer en større klump i spil, så kan der komme en meget stor og dramatisk konsolidering, ligesom den vi så i banksektoren i starten af 90'erne," siger han.

Mecom er joker
Den sidste mulighed opstår, hvis Mecom sætter Berlingske til salg - og i så fald vil Søndagsavisen blive en væsentlig aktør i det store spil, der sættes i gang.

"Skulle Mecom ende med at sætte Danmark til salg, så taler al økonomisk logik for, at Berlingske vil indgå i en stor konsolidering, hvor man vil fordele Berlingskes omsætning ud på én eller flere aktører i det danske mediemarked," siger Arne Ullum.

Skulle Berlingskes ugeaviser komme i spil har North Media de reserver, der skal til for at melde sig i køberfeltet. Dels har selskabet en sjat penge stående i likvider, og dels er der næsten ingen gæld i North Media.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også