Oplag: Søndags kampagne gav gevinst

Ugebladet Søndag fik som ventet oplagsfremgang efter en massiv kampagne for det relancerede blad - dog mindre end ventet.
Tine Brødegaard Hansen

Tv-reklamer, gratisgaver og et redaktionelt indhold målrettet voksne kvinder har fået Aller-ugebladet Søndags oplag til at stige med 12 pct. i september i år sammenlignet med sidste år ifølge udgivernes oplagstal fra Dansk Oplagskontrol.

Det giver et oplag på 96.500 i september. Chefredaktør Johnny Johnansens forventninger til oplaget var, at det ville vokse til cirka 120.000 eksemplarer på enkeltnumre, hvorefter det gerne skulle stabilisere sig på et niveau omkring 4.000 eksemplarer højere end før kampagnen.

Dermed var hans håb, at det gennemsnitlige oplag for måneden havde været højere.

"Jeg havde troet, at oplaget ville ligge over 100.000. Men ser man på hele ugebladsmarkedet, hvor alle falder i september, så er det tilfredsstillende," siger Johnny Johansen.

Han tilføjer, at i oktober måned, hvor Søndag kan sammenligne udgaver uden gaver med hinanden, ligger oplaget alligevel ugentligt 5.000 eksemplarer over niveauet fra oktober 2009.

Søndag har ændret målgruppe fra at være et familieugeblad til at være et rent kvindeugeblad. Selv om der ikke findes andre ugeblade specifik til målgruppen på 50+, er markedet spækket med titler til kvinder, hvilket måske kan gøre det svært for Søndag at finde et højere oplagsniveau. I forvejen sælger bladet cirka 20-30.000 flere eksemplarer end Femina og Alt for Damerne.

Selv om ALT's oplag faldt med syv pct. i september gik bladet af med oplagssejren i forhold til konkurrenten Femina, som ellers har siddet på det højeste oplag i en stor del af 2010.

De kulørte ugeblade er som altid blandt de bedst sælgende men står også for nogle af de største oplagsdyk i september, hvor Allers Kig Ind faldt med næsten 20 pct. og Billed Bladet gik 10,6 pct. tilbage til 176.500 eksemplarer sammenlignet med september 2009. Bortset fra februar, er det første gang i år, at Billed Bladet mister så meget oplag i procent. Hvor Billed Bladet har flere måneder med oplagsfremgang i 2010, fortsætter Se og Hør tendensen med at miste oplag hver måned sammenlignet med året før.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også