Modemagasin sænker prisen

Unge kvinder har siden i sommer kunnet købe Sirene langt billigere end de øvrige modemagasiner.
Tine Brødegaard Hansen

En prisnedsættelse, der kan mærkes, skal få de unge kvinder til at vælge det unge modemagasin fra Egmont.

For omtrent prisen på et ugeblad kan man købe det glitrede modemagasin Sirene, der henvender sig til unge kvinder fra 18 år til cirka midten af tyverne. Siden juli har det nemlig kun kostet 29,95 kr.

Samme pris har Aller Media haft for Bazar i perioder, men de har nu lagt sig fast på en lidt højere pris på 34,95 kr.

Det sker uhyre sjældent, at priserne på magasiner bliver sænket. Men det handler om at komme målgruppen i møde, siger Sirenes chefredaktør Louise Stenbjerre.

"Vi ønsker, at pris, produkt og målgruppe skal hænge sammen. Og da vores redaktionelle koncept er 'mode man har råd til' gav det mening at fastsætte prisen, så det matcher indholdet. Beslutningen om den permanente prisnedsættelse blev truffet ud fra en overbevisning om, at oplaget ville stige – netop fordi vi ved, hvor prisfølsomt markedet er, når det er unge kvinder, der er målgruppen. Det har heldigvis vist sig at holde stik, idet oplaget er øget markant, så det er jeg meget tilfreds med," siger Louise Stenbjerre, som ikke ønsker at oplyse det præcise oplag af konkurrencehensyn.

I løbet af årene har Sirene haft gode erfaringer med, at en særpris på 29,95 kr. for magasinet har givet god oplagsgevinst.

"Unge kvinder er enormt prisbevidste, men de er også super illoyale mediebrugere. Det gør dem til en spændende målgruppe, som vi nu har fået en endnu bedre kontakt til," siger Louise Stenbjerre.

Hun afviser, at den lavere pris har gjort det nødvendigt at skære i antallet af sider eller i kvaliteten.

"De seneste par år har vi haft ekstra fokus på omkostningerne, og vi er blevet dygtigere til at udnytte de stordriftsfordele, det giver at være en del af et hus som Egmont Magasiner. Det gælder over for billedbureauer, men også i forhold de små hverdagssituationer, hvor der kan optimeres og spares, for eksempel ved lidt oftere at lave tingene inhouse. Derudover har jeg et fantastisk team af medarbejdere, som forstår målgruppen, og selv om vi med kun fem medarbejdere er færre end på de andre magasinredaktioner, som vi konkurrerer med, får vi hver måned lavet et super godt magasin."

På Bazar mener chefredaktør Katrine Memborg ikke, at det er nødvendigt med en lige så lav pris som Sirenes.

"Bazar har gennem det seneste år kørt en prisstrategi, hvor et rent blad kostede 29,95 og et blad med gimmick eller anden aktivitet kostede 34,95. Den strategi lavede vi om i sommer, hvor vi med et års erfaringer - og ikke mindst juli-udgaven - kunne slå fast, at det ikke har den store betydning for oplaget med en fast pris på 34,95. Hvilke konsekvenser Sirenes beslutning om at være et lavprisblad vil have af betydning for Bazars oplag, kan vi af gode grunde ikke forudse - men vi vil naturligvis følge udviklingen tæt," siger Katrine Memborg.

Bazar har ikke kunnet opretholde sommersalget, der altid ligger højere end de øvrige måneder, men ellers kan Bazar endnu ikke mærke prispresset fra Sirene, tilføjer Katrine Memborg.

På Woman kan chefredaktør Helle Blok ikke mærke, at konkurrenten Sirene har sænket prisen, selv om de tre magasiner stort set har samme målgruppe.

"Derfor sænker vi ikke prisen, som fortsat ligger på 44,99 kr. Det er den pris magasinet er værd, og det må læserne være enige i, når vi stadig har gode oplagstal" siger Helle Blok.

Woman er langt det største af de tre magasiner med et oplag på næsten 48.000. Ud over de løbende kampagnetilbud, som alle magasiner har, optrapper Woman ikke markedsføringsindsatser for at holde konkurrenterne fra livet, fortæller Helle Blok.

"Vi skal sælge os på kvalitet og på at blive ved med at ramme den tone og klubfølelse, som læserne kan lide. Derudover har vi nok en fordel i at have været de første på markedet til unge kvinder, og det gør, at vi i dag har en lidt bredere målgruppe, fordi læserne har holdt ved i mange år," siger Helle Blok.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også