Krise rammer LandbrugsMedierne dobbelt

Ikke bare den generelle økonomiske krise, men også landmændenes dårlige økonomi har ramt LandbrugsMedierne, der er en del af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Det går ud over oplag og annoncørernes lyst til at betale for at vise produkter, som kun har få købere.
Tine Brødegaard Hansen

Ikke bare den generelle økonomiske krise, men også landmændenes dårlige økonomi har ramt LandbrugsMedierne, der er en del af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Det går ud over oplag og annoncørernes lyst til at betale for at vise produkter, som kun har få købere.

Chefredaktør Henrik Lisberg, der står i spidsen for to landbrugsaviser, syv specialmagasiner og to forbrugermagasiner hev alligevel et mindre overskud hjem i 2009 - i år vil bundlinjen til gengæld vise et mindre underskud.

Annoncetab på 20 procent
Annonceomsætning er faldet ca. 20 pct. fra 2008 til 2010, og da annoncesalget udgør 50-60 procent af Landbrugsmediernes samlede omsætning, kan det mærkes.

"Konjunkturcyklerne er langsommere hos os. Krisen startede i efteråret 2008, men vi mærkede den først i 1. kvartal 2009. Vi frygter, at det tager længere tid at komme med på den økonomiske opgang, for alle landbrugs-investeringer tager lang tid på grund af godkendelser og miljøcertifikater. Derfor er vi ret pessimistiske og tror ikke på nogen voldsom fremgang i 2011," siger Henrik Lisberg, der dog forventer et positivt resultat på bundlinjen i 2011.

Siden 1960erne er Landbrugsavisens oplag faldet med cirka fire procent om året på grund af det faldende antal landbrug. I samme periode er en centraliseringsbølge skyllet hen over landbruget, så Jens Hansens køer, grise og får er udskiftet med højteknologisk produktion af enten mælk, svinekød eller æg.

Derfor har Landbrugsmedierne gennemgået samme nicheorienterede udvikling, som det øvrige mediemarked, hvilket titler som 'Kødkvæg', 'Frøavleren' og 'Svin' er eksempler på.

Hård kamp om færre landmænd
Selvom Landbrugsmedierne er ejet af erhvervsorganisationen Landbrug&Fødevarer, aflægger mediedelen selvstændigt regnskab og får ikke tilført flere midler end en mindre andel af medlemskontingentet.

Ud over medlemsmedierne udgiver Landbrugsmedierne også to forbrugerrettede magasiner; Magasinet hest og TraktorTech. Og bortset fra traktormagasinet er konkurrencen benhård, siger Henrik Lisberg.

"Vi er tre mediegrupper, der slås om de 20.000 aktive landmænd, og derudover er der mindre forlag, som også kæmper om læserne. Derudover er mange af vores annoncører specialiserede landbrugsleverandører, som f.eks. kun leverer malkemaskiner. Ud af de cirka 2000 annoncører, vi slås om, er det kun omkring 200 af dem, der bruger mange penge på annoncering," siger Henrik Lisberg.

Antal ansatte reduceret med en femtedel
Han har imødegået krisetiderne med interne nedskæringer, hvor antallet af ansatte er reduceret med en femtedel til knap 50 ansatte i dag. Alle kontrakter er blevet gennemgået med lup, og den grafiske annonceproduktion er blevet outsourcet. Dermed er bladhuset ifølge Henrik Lisberg trimmet til at klare sig fornuftigt i 2011 - selv uden fremgang i markedet.

Når det gælder uafhængigheden af Landbrug&Fødevarer, har Henrik Lisberg ikke et decideret ”frihedsbrev”, men han lægger vægt på, at indholdet redigeres efter journalistiske principper.

”Vi har selvfølgelig som en af vores opgaver at sikre, at medlemmerne kender holdningerne i organisationen, men det betyder bestemt ikke, at kritikere både indenfor og udenfor organisationen ikke kan komme til orde. Vi skal tage udgangspunkt i, hvad landmanden ønsker at læse, og overholde de samme regler om balance og fairness som alle andre medier. Nok er vi et loyalt medlemsblad, men hvis vi kun afspejler, hvad de siger på Axelborg, vil læserne meget hurtigt miste interessen”, siger Henrik Lisberg.

Kontrollerede oplag for Landbrugsmedierne fra FMK (Fagpressens Medie Kontrol)

LandbrugsAvisen: 50.528
Land&Liv: 95.096
Kvæg: 5133
Mark: 6819
Hest: 8214
Svin: 3743

Læsertal fra TNS-Gallup
LandbrugsAvisen: 155.000
Land&Liv: 154.000
Hest: 49.000

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også