Investeringer gav røde tal i Aller

Aller Media kommer ud af 2009 med det første underskud i mange år. Minusset på 5,6 mio. kr. skyldes langsigtede investeringer, siger direktøren.
MediaWatch

I et begivenhedsrigt år, hvor Aller Media er flyttet i nyt domicil og har solgt flere titler fra, kommer koncernen ud med det første underskud i årevis - et minus på 5,6 mio. kroner efter skat.

”Den økonomisk krise påvirker hele mediemarkedet i øjeblikket – både i forhold til oplag og annoncekroner. Og det er selvfølgelig noget, der også rammer os. Derfor har vi i løbet af året foretaget nogle restruktureringer og lukket nogle af de titler, som ikke var lønsomme,” siger administrerende direktør, Pål Thore Krosby.

Sidste år havde kom tjente selskabet 62 mio. kr., og gennem de seneste fem år har Aller Media leveret en driftindtjening på knap en mia. kr. til moderselskabet.

Forklaringen på den negative bundlinje er ifølge Pål Thore Krosby, at Aller Media har gennemført langsigtede investeringer, som har kostet penge lige nu. Bladforretningen går nemlig stadig godt.

”Vi har stadig en fornuftig forretning og lønsomhed på vores kerneforretning, særligt på ugebladene. Der tager vi markedsandele og har holdt annonceindtægterne stabile. Tilbagegangen i indtjeningen skyldes overvejende vores strategiske initiativer og omkostning til omstrukturering sidste år,” siger han til Børsen, om de investeringer, som skal ruste virksomheden til det fremtidige mediemarked..

Omsætningen i Allers regnskabsår, der løber fra oktober til september, har været på 1,3 mia. kr., og er dermed ikke faldet i forhold til foregående år - til gengæld er egenkapitalen skrumpet og udgør i seneste regnskab knap 541 mio. kr. - mod cirka 730 mio. kr. i 2007/2008-regnskabet.

Direktøren har bedre forventninger til 2009/10-regnskabet, da koncernen har elimineret 130 årsværk, har lukket flere udgivelser og solgt magasinerne Bådnyt, Golfmagasinet og Jagt, Vildt & Våben til JLS Publications. Desuden er det gamle hovedsæde i Valby blevet solgt efter regnskabsårets udløb.

”Forrige år havde vi en overskudsgrad på 6-7 pct., og det niveau skal vi kunne overgå i fremtiden,” siger Pål Thore Krosby til Børsen.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også