ALT og Femina hånd i hånd

De seneste tre måneder har damebladsrivalerne Femina og Alt for Damerne kæmpet om førstepladsen målt på oplag.
Tine Brødegaard Hansen

I bedst ud af tre vinder Femina målt på oplag over Alt for Damerne fra oktober til december 2009.

Her ligger de to kvindeugeblade fra Aller Media og Egmont næsten side om side med en lille føring til Femina.

I oktober lå Femina 600 eksemplarer over konkurrenten med 69.700, i november tog ALT revanche med en føring på 1.100 men i december vendte oplagslykken igen til Feminas fordel med 400 flere eksemplarer end ALT.

Ser man på oplagsudviklingen fra januar 2007 til december 2008, har Alt for Damerne ligget i front, sådan som det også historisk har været tilfældet. Men inden for det seneste års tid har begge ugeblade gennemgået en foryngelsesproces, der skal gøre dem mere attraktive hos såvel kvinderne som annoncørerne.

Både hos Aller Media og Egmonts er de to ugeblade flagskibe inden for kvindetitlerne, for selvom de oplagsmæssigt hører til i den lave ende, er de et lyspunkt for ugebladenes annoncesalg, der traditionelt har haft det sværere i sladderbladene og familietitlerne.

Når læsertallene fra 2. halvår af 2009 er klar, viser det sig, hvilket af de to ugeblade der er gået mest på omgang hos veninderne og har været det foretrukne tidsfordriv hos frisøren. For sammenhængen mellem oplag og læsertal er langt fra en fast størrelse, og når mediebureauerne placerer annoncørernes penge, er læsertallene det vigtigste parameter.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også