Mediestøtte: 46 millioner til bladene

872 blade får tilsammen 46 mio. kr. i mediestøtte fra Kulturministeriets Bladpulje næste år, hvis finansloven bliver vedtaget.
MediaWatch

Bladpuljen regner med at uddele 46 mio. kr. næste år til foreningsblade og andre udgivere der bl.a. fremmer demokratisk debat og kulturel oplysning.

Ældre Sagens blad, Ældre Sagen NU, er den største enkeltmodtager i Bladpuljen 2010 med et foreløbigt tilskud på ca. 2,2 mio. kr., skriver Bladpuljen i en pressemeddelelse.

Nummer to og tre på listen er Ældre Sagen NYT og Tænk, der modtager henholdsvis 2,1 mio. kr. og 920.480 kr. i foreløbigt tilskud fra Bladpuljen.

Ældre Sagen får tilskud til 25 forskellige blade i 2010. Dermed når organisationen op på at modtage næsten otte mio. kr. i alt fra Bladpuljen i 2010. De fleste tilskud fra Bladpuljen er dog på mindre beløb. Mere end halvdelen af bladene får tilskud, som ligger under 15.000 kr.

Bladpuljens top ti i 2010
1: Ældre Sagen NU (Ældre Sagen): 2.244.218,88
2: Ældre Sagen NYT (Ældre Sagen): 2.156.554,08
3: Tænk (Forbrugerrådet): 920.480,40
4: Donor Nyt (Bloddonorerne i Danmark): 838.075,48
5: DANSK GOLF (Dansk Golf Union): 745.150,80
6: Natur og Miljø (Danmarks Naturfredningsforening): 673.265,66
7: Tæt på kræft (Kræftens Bekæmpelse): 631.186,56
8: LedSager (Gigtforeningen): 577.711,03
9: Hjerteforeningen (Hjerteforeningen): 508.455,84
10: Indre Missions Tidende (Indre Mission): 499.338,70

Om Bladpuljen
Tilskuddet skal dække en del af udgifterne til at udsende bladene og afhænger bl.a. af, hvor mange abonnenter bladet har. De endelige tilskud beregnes i sommeren 2011. Hvis et blad har udsendt færre numre end beregnet, vil tilskuddet blive mindre.

Bladpuljen afløste portostøtten i 2004. Ordningens formål er at fremme foreningslivet, demokratisk debat og kulturel og samfundsmæssig oplysning. De formelle krav er bl.a., at bladet skal have almennyttig eller humanitær karakter, eller at bladet skal handle om kultur, undervisning, idræt, miljø eller religion. Professionelle udgivere kan ikke få tilskud fra Bladpuljen.

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også