ModeMagasinet får onlinemagasin

Webshop og onlinemagasin er næste skridt for det gratis ModeMagasinet, men ejeren Cross Border Media har sat de nordiske ekspansionsplaner på pause.
Tine Brødegaard Hansen

De første 40.000 eksemplarer blev revet væk på tre uger, siger folkene bag gratismagasinet ModeMagasinet, chefredaktør Mathilde Holkenfeldt Behrendt og adm. direktør Morten Geschwendtner, der har store planer for magasinets fremtid. De står i forvejen bag Girlfriendz, BoyZhood, X+Y og BørneMagasinet.

I slutningen af september lanceres en onlineudgave af ModeMagasinet, der blandt andet skal vise videoer af butiksåbninger, reportager fra modeshows og guider til at lægge makeup f.eks. i samarbejde med et kosmetikmærke. Derudover skal sitet have daglige nyhedsopdateringer.

1. november lanceres en webshop, som skal knyttes til onlinemagasinet, så læserne kan købe det tøj eller tilbehør de ser direkte.

Svær forretningsmodel
Rundt omkring i bladbranchen spores der mistro over, at Cross Border Media har kastet sig over endnu et gratismagasin i en tid, hvor selv betalingsmagasinerne klager over faldende annonceindtægter. Men hårdt salgsarbejde og bedre distribution skal gøre ModeMagasinet til en overskudsforretning på sigt, siger Mathilde Holkenfeldt Behrendt.

Det kræver naturligvis, at læserne viser sig enige i, at ModeMagasinet er et gratismagasin i købekvalitet, sådan som selskabets slagord lyder. Det tidligere ModeMagasinets havde ifølge Gallup-målingen et læsertal på 122.000 i 1. halvår 2008, mens den seneste Gallup-måling siger 91.000.

"Det skyldes, at magasinet har været uden distribution i seks måneder grundet PR Medias (den tidligere ejer, red.) konkurs, og derfor ikke har været tilgængeligt. Vi havde frygtet at det var langt værre," siger Morten Geschwendtner.

"Tidligere var ModeMagasinet et Storkøbenhavnsk fænomen, men med vores udvidede distribution i hele landet; København, Århus, Odense og Aalborg er vi overbeviste om, at læsertallene vil banke i vejret. Vores ambition er, som minimum, en fordobling af de tidligere læsertal,” tilføjer han.

fast lav annoncepris skal sikre kunder
Prispolitikken kombineret med en højere redaktionel- og trykkvalitet skal også få annoncørernes øjne op for bladet.

"Vi formår blandt andet at få annoncørerne i tale, fordi vi har faste lave listepriser. Når annoncørerne alle steder får kæmperabatter på listepriserne, spørger de bare sig selv, om det er en stor eller lille rabat sammenlignet med, hvad andre får. Hos os koster en helside altid det samme," siger Mathilde Holkenfeldt Behrendt.

Derudover peger hun på, at ModeMagasinet er mere lydhøre over for annoncørernes ønsker, i form af temanumre og tættere samarbejde med annoncørerne end betalingsmagasinerne. Uden at annoncørerne har indflydelse på det redaktionelle indhold, lyder det nærmest i samme åndedrag.

Cross Border Media har fortsat planer om at lancere X+Y og dernæst ModeMagasinet og BørneMagasinet i Skandinavien, men ikke før fundamentet er på plads i Danmark. Selskabet forventer at få overskud i 2010.

Cross Border Media er ejet af Morten Geschwendtner og to øvrige partnere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også