Portostigning truer små blade

Danske Specialmedier kræver tre millioner kr. mere i støtte til små blade med et oplag på under 3000. Det skyldes at Post Danmark igen hæver portoen.
MediaWatch

Danskerne sender færre breve, derfor hæver Post Danmark portoen for breve på mellem 50 og 100 g med 1,50 kr. til 11,50 kr. Dermed bliver det dyrere for blandt andre foreninger at holde liv i små kulturtidsskrifter og organisationsblade. De skrives ofte af frivillige og er siden portostøttens afskaffelse i 2004 blevet udsendt som almindelige breve.

Brancheforeningen Danske Specialmediers direktør Christian Kierkegaard ser kritisk på stigningen og siger i en udtalelse på foreningens site:

"Det er kun et reelt monopol, der kan tillade sig at hæve priserne, når afsætningen falder. Derfor er det vigtigt, at der hurtigt sker en fuld liberalisering af posten, så der bliver skabt fuld konkurrence på postområdet."

Tre millioner ekstra i distributionsstøtte
Siden januar 2005 til og med august i år er priserne for at udsende blade med oplag under 3000 pr. nummer på mellem 50 og 100 gram steget med 59 procent og for blade mellem 100 og 250 g med 46 procent, oplyser Danske Specialmedier. Til sammenligning er forbrugerpriserne kun steget med 10,7 procent i samme periode.

Derfor skal distributionsstøtten på de nuværende 5,5 mio. kr. hæves med ca. tre mio. kr. for at holde bladene skadesløse, mener Danske Specialmedier.

Den særlige pulje blev afsat som ekstra distributionsstøtte til de små blade med et oplag på under 3000 eksemplarer som bliver udgivet af almennyttige og almenvelgørende organisationer.

683 blade fik i år støtte fra den særlig tillægspulje for blade med under 3000 i oplag. De blade der har mange abonnenter i i hovedstadsområdet kan vælge alternativer til Post Danmark. Men hovedparten af bladene har deres oplag uden for hovedstaden og må derfor finde sig i portostigningerne.

Læs mere i Danske Specialmediers notat her.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også