Ole Høy Hansen ny redaktør på Jagt, Vildt & Våben

JSL Publications relancerer magasinet for de jagtglade med den tidligere redaktør på Penge & Privatøkonomi og direktør for 'Limited Edition' i spidsen.

Bredere målgruppe, lækkert layout, jagt som naturoplevelser og fokus på ’news you can use’. Det er stikordene for den nye udgave af magasinet Jagt, Vildt & Våben, der i begyndelsen af året skiftede ejer fra Aller Press til JSL Publications, og som relanceres primo august med den nye redaktør, Ole Høy Hansen, ved roret.

"Vi skaber først og fremmest et mere professionelt magasin, der indholdsmæssigt henvender sig til en bredere målgruppe og har fokus på jagten som en verden af skønne naturoplevelser, plus naturligvis med masser af tests og guidestof - og som er lidt mindre nørdet og macho, end magasinet hidtil har fremstået," siger Ole Høy Hansen.

Indtil sidste efterår var han udgiver af ”magasinet for de rige”, Limited Edition, der imidlertid måtte lukke. Finansieringen forsvandt, da en af bagmændene, Chilli Group-stifteren Peter Forchammer, mistede den formue, han bl.a. andet havde tjent på salget af Chili Group til Aller Press. Ole Høy Hansen har desuden en fortid som chefredaktør på Bonniers Penge & Privatøkonomi.

Gastronomi på siderne
Ud over test og guides kommer der også gastronomi på siderne og en redaktionel vægtning af de oplevelser og den livsstil, der knytter sig til jagtkulturen, og som har en bred appel.

"Vi lægger vægt på historierne om de enestående naturoplevelser, rejser, flotte billeder og spændende mennesker, som er en del af jagtuniverset," siger Ole Høy Hansen, der tror, at det nye magasin vil have en større appel til de kvindelige læsere, men understreger, at magasinet bliver for jægere - ikke til enten mænd eller kvinder.

Højere oplag
Oplagsmæssigt har Jagt, Vildt & Våben levet en mere eller mindre hensygnende tilværelse hos Aller Press med på mellem 8000 og 9000 eksemplarer ifølge oplagstallene fra Dansk Oplagskontrol. Men det skal være slut, mener den nye redaktør, der vil have et ekstra ciffer på oplaget.

"Jeg tror på, at et velkomponeret og bredere funderet magasin kan trække et oplag på 20.000-25.000 eksemplarer. Der er 160.000 aktive jægere i Danmark, og dem skal vi ud og have nogle flere læsere blandt," siger Ole Høy Hansen.

Markedsføringen af det relancerede magasin bliver af samme grund målrettet jagtsites og tv-programmer om jagt, som bl.a. findes på dk4 - og så kommer JSL Publications 'Vi med hund' sandsynligvis også ind i billedet.

"Jægere er jo ofte også hundeejere, så der er også muligheder for at markedsføre titlerne internt."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også