Allers magasindronning fylder 60 år

Aller-flagskibe som Femina og IN bliver ledet af chefredaktør Camilla Lindemann, der af kollegaer beskrives som knivskarp, sarkastisk og stærkt underholdende. I dag fylder hun 60 år.
Tine Brødegaard Hansen

Camilla Lindemann, chefredaktør på Aller Press for Femina, Modemagasinet In og Psykolog fylder i dag 60 år. Hun står bag udviklingen af de to sidstnævnte, hvor særligt In har banket en solid stilethæl ned i målgruppen for kvinder fra 30'erne og op med et oplag på ca. 37.000 eksemplarer og med 211.000 månedlige læsere (kilde: Dansk Oplagskontrol, 2. halvår 2008).

"En meget erfaren og dygtig journalist, bladskrædder og chef," siger adm. direktør i Aller Press, Pål Thore Krosby, om Camilla Lindemann og tilføjer:

"Hun har stor kapacitet, noget hun ikke mindst har bevidst de senere år ved at håndtere tre udgivelser og at være ansvarlig for flere redaktioner. Det har også været et bevis på, at hun er omstillingsvillig og med på at tænke og arbejde nyt, hvilket er særlig vigtigt i en tid, hvor mediamarkedets udvikling krævr meget af mievirksomhedernes evne til at tilpasse sig."

Magasindirektør Pernille Aalund lægger vægt på Lindemanns særlige form for humor, når hun skal beskrive fødselaren:

"Et glimt i øjet, en knivskarp hjerne og en humor så sort og tør at jeg stadig, efter seks år, indimellem svarer alvorligt på spørgsmål, der er ment som velpalceret, kærlig sarkasme. Camilla Lindemann er helt sin egen og det har hun altid været, uanset om hun glider ind i lokalet iført spadsererdragt eller du møder hende i byen på vej til træningen iført løbesko," lyder det fra magasindirektør i Aller Press Pernille Aalund.

"Camilla er som chef og kollega altid stærkt underholdende, når hun enten med vanlig elegance serverer en spydig morsomhed eller når hun vildt gestikulerende kommer løbende ind på mit kontor og med høj stemmeføring proklamerer: ”Du skal lige høre den bedste…”, siger chefredaktør-kollegaen i Aller Press, Lizl Rand.

Mens Camilla Lindemann forlod dagbladsverdenen for ugebladene for 26 år siden, har dagbladene i mellemtiden rykket sig langt nærmere ugebladenes kernestof om bl.a. livsstil og forbrug. Aldrig før har kampen om de kvindelige læsere, seere og brugere været så hård som nu. Men Camilla Lindemann er ikke bange for at tage kampen op.

"Når der blæser en hård kuling fra nord, lammer hun al modstand med en isnende bemærkning. Jeg tror hun tænder på den dynamik, der er i modstand. Det er en del af det brændstof, der får hendes motor til at snurre," siger Pernille Aalund.

Men både Pernille Aalund og Lizl Rand, lægger vægt på, at Lindemanns foretagsomhed og udadvendte væsen også rummer blide sider: "Som kontrast til de hurtige, rå kommentarer og evnen til at eksekvere besværlige beslutninger er et følsomt og empatisk væsen," nævner Pernille Aalund, der suppleres af Lizl Rand:

"Camillas meget smukke ydre kan måske skræmme nogen, men os der kender hende ved, at der bag den selvsikre stil og misundelsesværdige skønhed gemmer sig en meget kærlig, omsorgsfuld og psykologisk begavet person. Camilla er simpelthen begavet selskab."

Mens kampråbet "never a dull moment" gjalder gennem Allers gange, holder Camilla Lindemann fortsat fast i tøjlerne på sine tre Aller-blade og får sidste ord med på vejen af Pernille Aalund: "60 år. Det er ingen alder - det kan kun være en begyndelse."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også