Egmont fyrer på Alt for damerne

Tre medarbejdere på Egmont Magasiners Alt for damerne er blevet opsagt grundet den økonomiske krise.
MediaWatch

Egmont har opsagt to layoutere og en billedbehandler på ugebladet Alt for damerne, skriver journalistforbundet.dk.

Derudover ønsker Egmont-ledelsen, at faste freelancere skal "gå markant ned i honorar", oplyser Dansk Journalistforbund (DJ), som i øjeblikket forhandler med Egmont om en freelanceaftale.

Egmont ønsker at kunne udnytte freelancernes stof så meget som muligt, men det kæmper DJ imod:

"Derfor har Egmont-freelancerne givet en klar melding: Hvis det er Egmonts tilbud, så laver vi ikke en aftale med Egmont. Så får Egmont til gengæld heller ikke retten til at kunne videreudnytte stoffet," siger faglig konsulent Hans Jørgen Dybro, der fører forhandlingerne med Egmont.

Egmonts magasindirektør, Kjeld Lucas, afviser over for  journalisten.dk, at der er et krav fra koncernen om en kollektiv nedgang i honoraret til freelancerne: 

"Vi forhandler løbende med vores leverandører, og det gælder også freelancerne. Med den økonomiske afmatning er vi meget fokuseret på udgifterne, og vi forhandler individuelt om samtlige aftaler med vores freelancere," siger Kjeld Lucas, som tilføjer, at det ikke desto mindre er Egmonts hensigt "at få bedre betingelser, end dem vi har i dag."

Også konkurrenterne i Aller og Bonnier har måttet skære til som følge af den økonomiske krise, der bl.a. går ud over annoncesalget.

Alt for damerne fik for nylig ny chefredaktør i form af Camilla Frank, der kom fra en stilling som chefredaktør på Eurowoman, der også udgives af Egmont.

Egmont lancerede i forbindelse med sit årsregnskab tidligere på året en spareplan på en halv mia. kr.

Egmont-ejede Hjemmet Mortensen, der er Norges største ugebladsudgiver, skal spare 25 millioner norske kroner på grund af "det hårde marked", skriver kampanje.com.

- TBH


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også