Strategi-skifte fik Where2go-redaktør til at gå

Kvaliteten i Where2go er i fare, mener den afgående chefredaktør, Rasmus Øhlenschlæger, der sagde op, fordi han ikke kunne stå inde for ny strategi.
Tine Brødegaard Hansen

Livsstil og lækkerhed kendetegner Where2go, udover en masse annoncer, der skal få gratismagasinet til at løbe rundt.

Men tidligere chefredaktør på magasinet, Rasmus Øhlenschlæger, der netop har sagt op, tror ikke, at kvaliteten kan opretholdes i en ny struktur i Chili Group.

"Jeg mener, at man skal tage højde for det unikke produkt, som Where2go er. I den nye struktur bliver tingene blandet for meget sammen. Flere af magasinerne skal gøre brug af hinanden, og det tror jeg udvander Where2gos særpræg. Derfor har jeg sagt, at så må det blive uden mig. Jeg skal kunne stå inde for det, jeg laver. Men jeg håber da, at min fornemmelse bliver gjort til skamme." 

Rasmus Øhlenschlægers skepsis skyldes også, at Where2go skiller sig ud fra de øvrige medier i Chili Group:

"Vi har allerede mistet redaktionelle kræfter, og vi skulle have været af med endnu flere. Det gør det sværere at lave det kvalitetsindhold, Where2go er kendt for. Når vi så samtidig skal referere til medarbejdere, som i forvejen har en masse andet ansvar, bliver tingene for ensartede," siger Rasmus Øhlenschlæger, men understreger samtidig:

"Der er ingen hardfeelings eller dårlige vibrationer. Jeg har kun godt at sige om Chili Group, men nogle gange træffes der ledelsesmæssige beslutninger, som man langt fra er enig i. Det er i de situationer, man skal træffe sine valg."

For nylig rykkede Where2go ud til Chili Groups øvrige udgivelser fra en selvstændig placering i indre København. Formålet er at gøre driften mere effektiv, forklarede adm. direktør i Chili Group Rikki Sølling i et interview med MediaWatch, hvor han forklarede, at:

"Where2Go er ikke et stort nok medie til at have egne lokaler og administrationsomkostninger, men når de kommer ud til de andre medier, vil de bidrage positivt til driften."

Såvel Chili Group som Where2go er ejet af Aller Press. Sidstnævnte blev opkøbt i 2005.

Rasmus Øhlenschlæger har tidligere været på det nu lukkede gratismagasin Mand og blev chefredaktør på Where2go i december 2008.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også