Modebloggere indtager danske medier

Der er en, der er to, der er hele tre danske medier som for nylig er gået i samarbejde med modebloggere, nemlig AOK, Cover og Benjamin-magasinerne Costume og Woman.
Tine Brødegaard Hansen

Modebloggen anywho.dk har kun eksisteret siden 1. september 2008, men de tre unge kvinder, der står bag den og alle er inden for mode/design-branchen, er allerede blevet indfanget af etablerede medier som Berlingske-tillægget AOK og modemagasinet Cover, hvor bloggen nu har fast hjemsted.

"Det generer os ikke, at Anywho også samarbejder med Cover. Vi er to forskellige universer, vores fokus er København som modeby, mens Covers fokus nok også ligger på de internationale modeshows, som pigerne også tager rundt til," siger AOK-redaktør Lars Rix.

Det er første gang, at AOK samarbejder med modebloggere og begrundelsen for samarbejdet er, at Anywho har succes med deres blog "og er nogle cool piger, der har tjek på moden både på gadeplan og i modebranchen."

For AOK's vedkommende er der en vis betaling involveret til bloggerne. Lars Rix regner med at Anywho også vil være på AOK.dk, men sætter ikke næsen op efter stejle trafikurver af den årsag.

"Hele hypen omkring blogs har slet ikke nået samme niveau som i Sverige, så det er klart et område, der er interessant, specielt i snævre rammer som mode, men jeg er ikke sikker på, at det giver mere trafik til vores site."

Benjamin kombinerer blogunivers med bannere
Benjamin Media rykker også på modeblog-fronten og har skabt et blogunivers kaldet styleblog.dk, som er integreret med Benjamins to resterende modemagasiner Costume og Woman efter lukningen af Cosmopolitan.

Her er den økonomiske side af sagen knyttet tæt til annoncørerne fra begyndelsen og Benjamin Media deler bannerindtægterne med bloggerne.

”Benjamins modesites har startet et samarbejde med de allerbedste modebloggere og tilbyder nu eksponering i bloggernes troværdige og nærværende univers. Annoncørerne får dermed en enestående mulighed for at ramme det helt rigtige modepublikum,” siger Anders Kragelund, Chef for Benjamin Interactive i en pressemeddelelse.

Også Egmonts Eurowoman har mode-blogs lige som Allers modemagasin Elle har en modeblog skrevet af den hemmelige 'Mademoiselle'. Det er bloginitiativer der er startet op af medierne selv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også