Elle kan blive dyr satsning

Allers licensaftale med superbrandet 'Elle' løber over flere år og kan blive en dyr satsning, hvis ikke magasinet får bedre fat i annoncørerne.
Per Fanefjord Laursen

Medie- og magasinbranchen er ramt på både oplag og annoncesalg og på trods af et rimeligt oplag, ligger Aller-satsningen Elle et stykke under budget på grund af det vigende annoncemarked.

Det erkender adm. direktør Pål Thore Krosby, Aller Pres, gerne, men fremhæver samtidig, at det nye projekt Elle i gennemsnit sælger 25-30.000 eksemplarer om måneden.

"Det mener vi er ret godt. De endelige oplagstal kendes endnu ikke, da vi mangler at se salget af mere normale numre efter lancering og marketingtiltag. Annoncesalget går tilfredsstillende efter omstændighederne. Det skyldes bl. a., at Elle får kredit blandt annoncørerne for at være det super brand, det er, og den fantastiske måde, hvorpå luksus kombineres med usability - et af Elle's store kendetegn," siger Pål Thore Krosby.

Han er fortrøstningsfuld for fremtiden.

"Ikke mindst i et mere normaliseret marked, end det vi ser i øjeblikket."

Ifølge MediaWatch oplysninger har Aller i licensaftalen med Hachette, der har rettighederne til Elle, forpligtiget sig til at udgive magasinet i fem år. Og det kan gøre magasinet til en dyr satsning.

Hvorfor så lang en aftale i et svært marked?

"Vilkårene i vores aftale med Hachette er fortrolighedsstemplede, og jeg kan derfor ikke svare på spørgsmål om aftalens detaljer. Licensaftalen med Hachette er i sin form og indhold ikke specielt anderledes end andre licensaftaler i det internationale mediamarked," siger Pål Thore Krosby.

Hachette Filipacchi Media, der udgiver Elle i 35 udgaver, er verdens førende magasinforlag. Gruppen er aktiv i 36 lande og udgiver 238 titler. I Norge er det Egmont-ejede Hjemmet Mortensen, der udgiver Eller, hvor oplaget i 2008 landede påknap 32.000 om måneden - et fald på 2800 om måneden fra 2007.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også