Specialmedier kritiserer DR-lancering

Der er tale om ulige konkurrencevilkår, når DR finansierer et nyt klimatiltag via medielicensen, mens andre er nødt til at kræve brugerbetaling. Det mener Danske Specialmedier.
Zandra Damsgaard

Klimaet er et i bogstaveligste forstand varmt emne, og det har fået flere medier til at lancere selvstændige klimaportaler på deres hjemmesider.

Senest har Danmarks Radio præsenteret dr.dk/klima og lægger sig dermed i kølvandet på andre medier med et klimavenligt tilsnit.

En væsentlig forskel er dog finansieringen af de nye klimatiltag, for mens DR takket være sin licensindtægt kan gøre klimaportalen gratis for brugerne, må mindre medier som det selvstændige internetmedie Altinget opkræve brugerbetaling for at finansiere satsningen.

Det er faldet Danske Specialmedier, det tidligere Dansk Fagpresse, for brystet, og brancheforeningen taler således om ulige konkurrencevilkår på mediemarkedet.

”Altingets nye onlinetjeneste finansieres ved brugerbetaling, som oven i købet er belagt med 25 pct. moms – mens den konkurrerende onlinetjeneste fra DR er finansieret gennem medielicensen og derfor er gratis for brugerne,” skriver Danske Specialmedier blandt andet i sit seneste nyhedsbrev.

Vedvarende kritik
Både Danske Specialmedier og Danske Dagblades Forening har tidligere været ude med riven efter Danmarks Radios onlinetjenester.

Kritikken går navnlig på, at DR ved at promovere tjenesterne gennem sine øvrige kanaler kan skabe trafik og dermed vanskeliggøre situationen for de selvstændige konkurrenter.

”Dette eksempel viser tydeligt, hvilke konkurrencevilkår selvstændige journalistiske netmedier arbejder under. Danske Specialmedier ser frem til, at der bliver skabt lige konkurrencevilkår på mediemarkedet, og en af vejene hertil er at sikre, at DR’s onlinetjenester alene bruges til at understøtte udsendelser i tv og radio – og ikke som selvstændige støttede onlinetjenester,” lyder det fra Danske Specialmedier.

Det er heller ikke første gang, at foreningen kritiserer konkurrencevilkårene i forhold til internetaktiviteterne hos andre større medier. Eksempelvis har Berlingske Tidendens privatøkonomi-portal Dinepenge.dk ifølge Danske Specialmedier en konkurrencefordel i forhold til Bonnier-magasinet Penge og Privatøkonomis pendant Penge.dk, idet Berlingske Tidende som bekendt modtager statsstøtte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også