Bonnier får trecifret million-overskud

Bonnier Publications kom ud af et turbulent 2008 med et overskud på 239 mio. kr.
Tine Brødegaard Hansen

Det er en tilfreds og lettere stolt adm. vicedirektør der tager imod hos Bonnier Publications. Trods oplagsfald for en del af selskabets magasiner såsom Bo Bedre og I Form, kan Jens Henneberg konstatere, at den økonomiske nedtur endnu kun har strejfet Bonnier Publications.

Selv om overskuddet på 239 mio. kr. ud af en omsætning på 2,2 mia. kr. er lavere end i 2007, er det stadig det tredjebedste i selskabets historie. Samtidig er Bonnier Publications den tredje mest lønsomme virksomhed i den svenske Bonnier-koncern, kun overgået af TV4-gruppen i Sverige og MTV Media-gruppen i Finland.

Samlet set er Bonnier-koncernens overskud i 2008 dog reduceret med ca. en halv mia. svenske kroner.

"Annoncesalget påvirkede os især i fjerde kvartal. Når vores resultat alligevel er godt, hænger det sammen med, at 90-95 pct. af indtægterne for vores blade i Danmark kommer fra læsere, der betaler en høj pris for dem, fordi de synes de er pengene værd."

Forventning om overskud i 2009
Faldet i annoncesalget er kommet hurtigere og mere voldsomt end forudset, og Jens Henneberg tør ikke at spå om, hvordan udviklingen bliver i resten af 2009, men forventningerne er stadig at få et pænt overskud.

Af samme årsag er kuponhæfterne i Finland og Sverige blevet afviklet, hvilket har kostet både på annonceindtægter og på udgifterne til afviklingen af forretningerne. Særligt Idényt og Bo Bedre mærker annoncekrisen.

2008 har budt på to nye magasinlanceringer i Danmark, en i Finland og opkøb af et russisk magasinforlag. I 2009 vil investeringer i relanceringer af sites stå på programmet.

"Det er investeringer i en overkommelige størrelsesorden for en virksomhed som vores, men til gengæld drosler vi ned på nye lanceringer. Vi har i forhold til konkurrenterne lanceret relativt mange titler i de senere år, nu er det tid til at konsolidere magasinporteføljen."

En ny magasinlancering vil dog finde sted i 2009, men formentlig ikke i Danmark, til gengæld undersøger ledelsen nye opkøbsmuligheder på andre markeder.

Mediebranchen har mistet læser-fokus
Bonnier Publications behøver ikke i samme grad som andre koncerner at frygte for annoncørernes tilbageholdenhed.

"Det har vi opnået ved at have et meget stærkt redaktionelt fokus og et fokus på at opfylde læsernes behov. Den tankegang er mere eller mindre forsvundet i mediebranchen i dag, fordi man har været så annoncedrevet. Annoncer er også en vigtig del af vores forretning, og det smerter os, når vi mister dem, men det grundlæggende for os er at skabe udbytte for vores læsere."

Når det gælder konkurrencesituationen på det danske marked, er konkurrenterne ikke længere kun de andre bladudgivere.

"Aller og Egmont er vores primære konkurrenter, men i en vis udstrækning oplever vi DR og TV 2 som konkurrenter. Vi synes det mangler at blive belyst, hvor meget DR har ret til at udvikle på nettet for licenspenge. Vores websites er meget vigtige for vores bladsalg og bliver en mere integreret del af vores forretning, så det er vigtigt for os ikke at få store konkurrenter, der får støttepenge."

Ved indgangen til 2009 overtog Bonnier Publications Idényt og Benjamin Media 100 pct., men selv om markedet skulle fortsætte sin tur i nedad, er Jens Henneberg "relativt sikker på", at Bonnier Publications vil bo og administreres adskilt fra Benjamin Media.

"Styrken i de forskellige kulturer opvejer alt, hvad man kan vinde på at lægge de to forlag sammen i et stort hus."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også