Jesper Sehested Lund: Nu skifter vi gear

Den hurtigt voksende forlagsvirksomhed JSL Publications ser ikke sig selv som et traditionelt forlag, og det skal sikre dem en fremtid på markedet, mener direktøren.
Michelle From Hoxer

Adm. Direktør Jesper Sehested Lund kalder 2009 et ”markant gearskifte” for forlaget, der bærer hans initialer, JSL. Han hentyder til de fem nye udgivelser, virksomheden kommer til at stå bag i år mod kun én udgivelse sidste år, nemlig 'Vi med hund'. For et halvt år siden overtog JSL Publications magasinet Mad&Venner og startede samtidig en norsk udgave af Vi med Hund, og senest har virksomheden så udvidet porteføljen med de tidligere Aller-magasiner: BådNyt, Golfmagasinet samt Jagt, Vildt & Våben.

"Vores udfordring i år er at få de nye medier ind i virksomheden og få implementeret vores modeller på dem, så det passer til den måde, vi arbejder på - stadig med respekt for de nye medier og deres kendetegn," forklarer Jesper Sehested Lund.

Effektivisering af omkostningerne
I forhold til de seneste tre titler kan det se ud som om, virksomheden sigter mod at ramme et mandligt publikum. Direktøren forklarer dog, at det ikke er intentionen at gå efter specifikke læsere:

"Det er ikke en bestemt læsermålgruppe, som skal binde vores portefølje sammen. Vi går efter ting, som er båret af interesse og passion. Vi har opkøbt de her magasiner, fordi vi tror på, at vi indenfor de enkelte universer kan skabe en fornuftig forretning."

Ud over ansættelsen af en ny chefredaktør på Mad&Venner er der ingen planer om at ændre eller skære i redaktionerne. Men et af de steder, hvor Jesper Sehested Lund gerne effektiviserer er på trykkeridelen. Siden begyndelsen er Vi med Hund nemlig blevet trykt i Estland, og direktøren oplyser, at det ikke er utænkeligt, at det samme vil ske, når forlaget overtager trykkeriet af de opkøbte magasiner fra Aller.

"Når man udgiver i mindre oplag, så er det helt afgørende, at man finder meget omkostningseffektive tryk. Derfor ser vi selvfølgelig på det og så ryger det derhen, hvor vi kan få den bedste pris under behørig hensynstagen til kvaliteten," siger Jesper Sehested Lund.

Pengene følger målgrupperne
Selvom JSL Publications trykker og udgiver magasiner, så er direktøren ikke meget for at klassificere sin virksomhed som et magasinforlag:

"Vi har defineret vores virksomhed sådan, at vi vil opbygge nogle medieuniverser inden for bestemte områder. Det er der mange, der snakker om, men vi mener det. Det har helt fra starten været vores udgangspunkt, og jeg tror, det betyder meget for, hvor nemt man kan få den proces til at fungere."

Det første univers, virksomheden har opbygget, er Vi med Hund, som i dag udgør to magasiner, et website plus events og messer rundt omkring i landet. Jesper Sehested Lund forklarer, at virksomheden har samme planer om at gøre de nyerhvervede magasiner til samme, individuelle universer. Hvis man først har fat i målgruppen, så mener han faktisk, medier er en forholdsvis taknemmelig størrelse at arbejde med:

"Jeg er sikker på, at der inden for de interessebårne universer på sigt vil være en forretning Hvis man kan dokumentere overfor sine annoncører, at man effektivt og målrette leverer den målgruppe, de gerne vil have, så får du også deres penge.. Hvis man er dygtig inden for folks interesser, forstår at arbejde platformsuafhængigt og kan opnå dominans, så er der forretning i det, fordi det betyder noget for læserne."

De store bliver altid ramt
Og de annoncørkroner er det tilsyneladende lykkedes JSL Publications at få fat i. I hvert fald oplyser Jesper Sehested Lund, at første kvartal af i år for Vi med Hund tegner til at ligge 20 procent over det realiserede salg for samme kvartal sidste år.

"Vi har kunder, der har nedjusteret deres budgetter, men da vi samtidig har føjet nye til, og har kunder, som har opgraderet deres spending hos os, så er vi altså i stand til at fremvise en ganske betydelig vækst i annonceomsætningen," forklarer han.

Når det gælder fremtiden erkender direktøren dog, at der ligger udfordringer i forhold udgivelser som BådNyt, fordi netop dét marked er særlig mærket. Til gengæld oplever JSL Publications det ikke som en generel tendens.

"Medmindre det marked, man sidder på, er ramt, så tror jeg, at de præcise nicheudgivelser er mindre konjunkturfølsomme. De er sværere at undvære for annoncører, der gerne vil ramme en målgruppe præcist. For os bliver det sådan lidt et gyngerne og karrusellerne år," siger Jesper Sehested Lund og forklarer, at de mindre nichemedier i hans optik har andre manøvremuligheder og dermed lettere kan absorbere nedgangen.

Kreative aftaler
"Sammenlignet med de store, brede medier, så kan vi lave nogle kreative aftaler, angribe andre kunder og skrue nye produkter sammen. De meget store virksomheder vil altid blive ramt af den generelle tendens."

Som det ser ud lige nu har virksomheden ingen planer om at udvide forretningen, nu handler det i i stedet om at effektivisere den nuværende drift, udvikle redaktionerne, opbygge kreative samarbejder samt øget fokus på annoncesalget, fortæller Jesper Sehested Lund.

På sigt forventer virksomheden at øge omsætningen for de respektive universer, særligt når mærkerne bredes ud på flere platforme. Men hvorvidt det bliver i 2010 eller 2011, at der for alvor kan sætte sejl ind, afgøres af den økonomiske udvikling - specielt i forhold til de markeder, som forlaget opererer på. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også