Se og Hør-ansatte har fået mundkurv på

Chefredaktør Per Ingdal kalder det for "utilgiveligt", hvis Se og Hør-ansatte udtaler sig om den tidligere medarbejder Peer Kaaes omdiskuterede bog.
MediaWatch

Med ord som "utilgiveligt" og "skadeligt for Se og Hør" sørgede chefredaktør Per Ingdal tidligere på måneden for at dæmpe medarbejdernes lyst til at udtale sig til pressen om Per Kaaes omdiskuterede bog 'I Sandhedens Tjeneste'.

Nyhedsbureauet Newspaq har kendskab til den interne mail, der blev sendt ud til de ca. 45 medarbejder på Se og Hør 2. februar forud for udgivelsen af den tidligere journalist Peer Kaaes bog om den kulørte arbejdskultur på bladet.

"Det vil være skadeligt for Se og Hør, hvis medarbejderne udtaler sig i offentligheden, uden det er koordineret med undertegnede. Det vil ikke blot være skadeligt, det vil også være utilgiveligt," skriver Per Ingdal i mailen.

Chefredaktøren afviser over for Newspaq at kommentere, hvorvidt han i mailen truer talelystne medarbejdere med fyring.

"Det er jo en intern mail, som jeg ikke har behov for at diskutere i pressen. Men du er velkommen til at citere fra den og lægge det i det, du vil," lyder svaret fra Per Ingdal.

Han ser ikke noget problem i, at Se og Hør som et medie, der lever af ytringsfriheden, forsøger at begrænse den for medarbejderne.

"Nej, det er ikke noget problem. De må udtale sig om hvad som helst i deres fritid. Men omkring bladet er det kun chefredaktøren, der udtaler sig," siger han.

Forlaget Lindhart og Ringhof beskriver Peer Kaaes erindringsbog fra sine 17 år som journalist på Se og Hør som "..et unikt indblik i en verden, hvor alkohol og kontanter gennem årtier flød på redaktionen, hvor grænsen mellem løgn og sandhed ofte blev ignoreret, hvor medarbejdere rejste på første klasse verden rundt."

Per Ingdal finder den dog ikke synderligt ophidsende.

"Den har vist sig ikke rigtig at være så spændende, som man måske kunne have håbet eller frygtet. Den er udmærket underholdende, men noget historisk dokument er den altså ikke," siger han.

Chefredaktøren, der ikke har været ansat samtidig med Peer Kaae, synes det tyder på, at forfatteren har et generelt problem med sine arbejdsgivere.

"Jeg har kun et meget perifert kendskab til Peer Kaae. Jeg har heller ikke været involveret i hans afsked. Men man kunne se, da han var gæst i DR Deadline, at han har en vane med at kritisere sine tidligere arbejdspladser. Han har jo også kritiseret DR P3, så han har åbenbart en indbygget bitterhed i sig i forhold til sine arbejdsgivere," siger Per Ingdal.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også