Bonus til alle i Aller

Trods nedgang i det seneste år belønner Aller-koncernen sine ansatte med en bonus på 10.000 kr.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Trods nedlagte magasiner og et samlet underskud i Aller-koncernen er der blevet råd til at bruge 10.000 kr. på bonus til samtlige cirka 750 fuldtidsmedarbejdere i Aller Press og Aller Tryk.

Det koster virksomheden 7,5 mio. kr. at udbetale bonussen, der er baseret på resultaterne i det seneste regnskabsår 2007/2008, i forbindelse med februarlønnen.

Samlet fik Aller-koncernen ellers et bundlinjeminus på 20 mio. kr., men Aller Press og Aller Tryk gav samlet et plus på 101 mio. kr. før skat, og det er ud fra det beløb, at man tager de 7,5 mio. kr.

Og så kan det godt være, at konkurrencen er hårdere og annoncemarkedet mere groggy end nogensinde.

"Vores resultat er ikke dårligt, selv om det er ringere end tidligere. Derfor skal vores medarbejdere vide, at de har knoklet," siger Pål Thore Krosby, der oplyser, at der kun udbetales bonus, når der er rum til, at alle kan få det. Og det er altid samme beløb til alle.

Det er personalepolitik
"De skal mærke, at det påskønnes, hvis det går godt. Alle får - undtagen mig faktisk, men jeg lider ingen nød."

Han fortæller, at der ikke er tale om en fast og aftalefæstet bonus, men en gave fra bestyrelsen. Det skal mere ses som et led i personalepolitikken.

I regnskabsåret 2006/2007 var resultatet noget bedre, og det gav sidste år de Aller-ansatte en bonus på 16.000 kr., men den er noget mindre i år. Pål Thore Krosby tør ikke love bonus for det indeværende regnskabsår, der for alle medieaktører er begyndt benhårdt.

"Det får vi at se. Det er umuligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, men der vil også i fremtiden være bonus, når det går godt."

Aller-bonussen står ikke alene i det nordiske mediebillede. I sidste uge blev 450 ansatte i den norske medievirksomhed VG belønnet med 5.000 norske kr. hver for at have indfriet en række mål.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også