Analytiker: Benjamin-kreativitet kan gå tabt

Vidt forskellige forlagskulturer mødes, når Bonnier blive eneejer af Benjamin til marts. Synergierne kan blive store, siger analytiker.
Tine Brødegaard Hansen

Bonnier Publications kerneforretning er magasiner med fokus på fritidsinteresser og tunge emner som videnskab og historie. Benjamin Media har gjort en dyd ud af at være bladbranchens frække dreng. Men fra marts træder Benjamin-stifter Johnny Laursen ud af selskabet og overlader det til Bonnier Publications.

"Når en stifter forlader et selskab som Benjamin transformerer det sig fra at være iværksætterpræget til at være en del af et stort mediekonglomerat. Noget af kreativiteten og selvstændigheden kan gå tabt, men det er et stykke tid siden, at Benjamin var en lille virksomhed, så det er en naturlig modningsproces," siger Gorm Flyvholm Wesing, der rådgiver medievirksomheder om strategi, ledelse og organisering som media director hos Deloitte Business Consulting.

Han tilføjer, at Bonnier ikke driver sine virksomheder centralistisk, og at magten derfor formentlig vil forblive i direktionen. Den daglige ledelse af Benjamin vil fortsat blive varetaget af adm. direktør Jan Lehrmann. Til gengæld kan de hårde økonomiske tider få en betydning for Benjamin på godt og ondt.

"Bonnier kan i princippet trække værdier ud af selskabet og lade Benjamin blive ramt af besparelser, det har de ikke tidligere kunnet trumfe igennem. Til gengæld kommer Benjamin ind i en professionel salgs- og marketingsmaskine med de stordriftsfordele, det kan give, hvis man sammenlægger administration, salg, indkøb og it. Selv om Bonnier er en publicistisk virksomhed kan ledelsen i pressede økonomiske tider blive tvunget til at udnytte synergierne så meget som muligt."

Adm. direktør for Bonnier Publications, Michael Cordsen, har tidligere udtalt til MediaWatch, at eneejerskabet af Benjamin Media ikke vil få indflydelse på bevarelsen af de to forskellige forretningskulturer.

"Hvis Johnny Laursen exit'er, lægger vi ikke Benjamin og Bonnier sammen. Selvom vi er i samme branche, har de en langt yngre målgruppe og er baseret på løssalg og annonceindtægter. Men vi kan udnytte hinandens redaktionelle stof i større omfang og lave fælles tekniske løsninger for netaktiviteterne. Når vi skal investere i nyt udstyr, ligger der et potentiale i at købe stort ind, så det bliver billigere."

Det har hele tiden været en del af aftalen, at Bonnier ville overtage den sidste andel af Benjamin, som de har ejet 50,5 pct. af siden 2001.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også