Aalund: Vi tilpasser os

Forretningsmodellen bag det lukkede karrieremagasin til kvinder, CV, stod på flere ben, men ingen af dem stod fast nok til at modstå den finansielle modvind.
Tine Brødegaard Hansen

De seneste lukninger af Aller-bladene Player, Mand, Living Design og CV demonstrerer, at ledelsen på Aller Press smøger ærmerne op og skruer bissen på over for niche-printmagasinerne. Det skyldes ifølge magasindireketør i Aller Press, Pernille Aalund, primært to megatrends som selv et bundsolidt bladhus må bøje sig for: oplagsfald og svigtende annonceindtægter.

Hvad var årsagerne til, at der ikke var økonomi i CV, skyldtes det primært annoncesalget, oplaget eller svigtende virksomhedsabonnementer?

"Generelt var der for lidt af det hele, til at magasinet var en ordentlig forretning. For mig at se skyldes det to faktorer. Den ene er, at markedet bevæger sig fra print til andre medier, primært online. Der giver et accelererende oplagsfald og betyder, at annoncekronerne flytter sig i retning af de digitale medier. Det gør det ekstra hårdt at starte nye print-nicheprodukter op."

"Derudover er Aller et stort skib, der gennemgår en tid, hvor vi skærer til og tilpasser os såvel finanskrisen som trenden mod digitale medier. Tidligere har mine forgængere kunnet tillade sig at vente to, tre eller fire år på, at et blad blev en god forretning. Så længe venter vi ikke i dag. Men var det ikke fordi, vi ud over den generelle flytning af markedet fra print til digitale medier også befinder os i en global finanskrise, ville CV have haft bedre vilkår."

Ville CV have klaret sig bedre med et bredere sigte, der også inkluderede livsstil og lignende, som Gitta Steffensen fra Carat påpeger?

"Det kan man altid efterrationalisere sig til. Vores strategi var at lægge en høj overligger og lave et seriøst karriereblad, men der var selvfølgelig en strategi for, hvordan det kunne udvikle sig, som byggede på fokusgrupper og analyser. Men når man laver en strategi, der bygger på virksomhedsabonnementer, skal lederne være interesseret i at tegne abonnementer på vegne af deres ansatte, så bladet skulle have journalistisk tyngde."

Kunne I have gjort mere for at markedsføre og positionere magasinet over for mediebureauerne?

"Skulle vi gøre det om, ville vi måske have grebet det anderledes an. På det punkt er det en udfordring at være et stort hus, men på mange andre punkter er det selvfølgelig en fordel."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også