Fogh hitter på forsiden

I kampen med Egmonts Euroman, trækker Benjamins Arena et stik hjem med statsminister-interview, mener lektor.
Tine Brødegaard Hansen

Kontrolfreak med temperament er nogle af de sider, statsministeren afslører over for Benjamin-magasinet Arena, som kommer på gaden i dag. Og det vil flytte læsere, mener lektor på Aarhus universitet med speciale i magasiner, Karen Klitgaard Povlsen.

"Arena vil helt sikkert sælge flere magasiner, når statsministeren er på. Mange andre end deres kernelæsere vil også købe det, deriblandt Euroman-læsere."

Læsertalsmæssigt er Euroman dog langt større og har 227.000 læsere mod Arenas 66.000 læsere (ifølge læsertal fra Index Danmark/Gallup 1. halvår 2008).

Selvom Arena lægger sig tæt op ad Euroman, mener Karen Klitgaard Povlsen, at de to magasiner støtter hinanden og sætter fokus på genren af mere seriøse mandemagasiner. Hun hænger sig mindre i læsertallenes betydning.

"Volumen er ikke længere så interessant for specialmagasinerne, det handler om at få de rigtig læsere for annoncørerne. Dem. der vil annoncere bredt, vælger tv-reklamer til formålet. Har man fat i en velafgrænset målgruppe som både Euroman og Arena, vil mange annoncører se værdien i at vælge de medier."

Karen Klitgaard Povlsen har løbende fulgt kampen mellem mandemagasinerne, hvor opkomlingen Arena fra 2006 forsøger at udfordre den position, som Egmonts Euroman har som landets førende mandemagasin, ved at være lidt yngre og kækkere.

"Arena er i konkurrence med Euroman men for de yngre og mere nysmarte mænd end Euromans læsere, der er mere voksne og modne. I forhold til Arenas målgruppe vil jeg sige, at Anders Fogh Rasmussen er lige i skabet på forsiden," siger Karen Klitgaard Povlsen og tilføjer:

"De upcoming nyliberale yngre Vestre-mænd, der markerer partiet, ligner Arenas læsere. For dem er Anders Fogh Rasmussen en faderfigur."

Det fortæller Fogh til Arena:
"Jeg havde lyst til at smække dem en ordentlig én. Men det nytter ikke noget, at jeg begynder at slås med dem. Jeg var nødt til at kontrollere mine følelser."

Sådan siger Anders Fogh om hændelsen, hvor aktivister angreb ham med rød maling på Christiansborgs gange. Udadtil virkede han fattet og forlod prompte stedet, men indeni var temperamentet samme farve som malingen – han var rasende.

Vil ikke hentes på værtshus
I interviewet lægger Anders Fogh ikke skjul på, at han er en kontrolfreak. Offentligheden ser ham aldrig i store følelsesudbrud, og han bliver ikke fanget i en kæmpe brandert:

"Hvis der sker noget alvorligt i Danmark, kan det ikke nytte noget, at jeg en dag skal hives døddrukken ud af en seng eller hentes på et værtshus. Det er mig, der har ansvaret. Folk må tænke om det, hvad de vil. Det her er min metode," siger Fogh.

Politisk posemand
Kontrol og forberedelse er nøgleord i Foghs karriere. Han forbereder sig altid grundigt til møder, læser op på stoffet og laver oplæg og strategier. Det er noget, han gør på kontoret om dagen, men ofte hanker han op i sine poser om eftermiddagen og tager papirerne med hjem. Derfor bliver der nogle gange hvisket om ”Posemanden” i Statsministeriets kroge. Anders Fogh indrømmer, at hans besættelse med at forberede sig er en fordom, han ikke har lyst til at skyde ned. Men det har som alt andet et formål. Målet er indflydelse:

"Jeg er velforberedt. Det er min måde at arbejde på, men det er forkert at tro, at jeg derfor kan styre alting ned til mindste detalje. Slet ikke i politik."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også