Rikki Sølling: Vi er magasinbranchens Metro

Medieugen: Gratismedier er godt, men Nyhedsavisen var en dårlig satsning, mener direktør for Chili Group, Rikki Sølling.
Laura Bøge Mortensen
Medieugen: Gratismedier er godt, men Nyhedsavisen var en dårlig satsning, mener direktør for Chili Group, Rikki Sølling.

Hvilken mediebranchebegivenhed i løbet af ugen var den vigtigste set med dine øjne, og hvorfor?
Alles øjne har jo været rettet mod Nyhedsavisen. Den case er spændende, fordi det har været en varm kartoffel i lang tid. Jeg tror, at mange i vores branche ved, at de har været ude og søge kapital, og vi troede også, de havde rejst den nødvendige. Når det så er sagt tror jeg ikke, at mange er overraskede over udviklingen.

Hvilke andre begivenheder i mediebranchen var vigtige, og hvorfor?
Jeg synes, at de nye læsertal er vigtige. Når vi nu taler om gratismedier, så er jeg glad for, at vi er lykkedes med det, vi beskæftiger os med. Vi er for magasinbranchen, hvad Metro er for dagbladene. Vores læsertal er for 2. kvartal gået rigtig meget op - især Kiwi, som er steget med over 100.000 læsere.

Er der nogen nyheder, du er stødt på af vigtighed for din branche, som danske medier ikke har dækket?
Det har jeg ikke lagt mærke til, men måske er det fordi jeg ikke har fulgt godt nok med.

Hvad er det bedste og det værste, dit medie har produceret den forløbne uge?
Nu udgiver vi jo kun en gang om måneden, men den seneste udgave af SKØN med Jessica Alba på forsiden er et godt magasin. Jeg synes ikke, vi har lavet noget dårligt.

Ugens aktuelle: Hvordan ser Nyhedsavisens lukning ud fra din vinkel?
Nyhedsavisens lukning er udtryk for, at satsningen har været fejlagtig fra starten. Jeg tror ikke, det betyder så meget for gratismedier i øvrigt. Metro er ejet af en stor international koncern, og vi er ejet af Aller. Vi har begge muskler til at klare op- og nedture i konjunkturer. Og selvom alle taler om konjunkturnedgang, så er vores omsætning i 2. og 3. kvartal i 2008 større end i 2007. Hos mig blinker derfor hverken gule eller røde lamper.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også