Moderne mænd mangler magasiner

Cover er nu kun til piger, men udelukker ikke de stilbevidste mænd, som bladets forlægger Malene Malling anser som en 'uudnyttet målgruppe'. Euroman mener, at de dækker målgruppen fint.
Thomas Bech Hansen
Cover er nu kun til piger, men udelukker ikke de stilbevidste mænd, som bladets forlægger Malene Malling anser som en 'uudnyttet målgruppe'. Euroman mener, at de dækker målgruppen fint.

Malling Publications, der udgiver det tidligere unisex-magasin Cover, har ingen konkrete planer om igen at udgive noget til mænd, men det kan komme på tale. Malene Malling mener ikke, at det nuværende udvalg af danske magasiner til mænd formår at tale til alle mandetyper.

"Jeg synes, det er pudsigt, at det åbenbart godt kan lade sig gøre at få fat i de helt unge drenge, som M og FHM gør det, mens det bliver sværere at nå mændene, når de bliver lidt mere sofistikerede eller raffinerede i deres smag. Men jeg ved, at der er mange mænd, der interesserer sig for livsstil og som følte, at Cover talte til dem. Derfor kunne jeg i princippet godt finde på at lave et magasin til mænd".

Et dansk magasin, der siden 1992 har henvendt sig til moderne mænd, er Euroman. Bladets redaktør Mads Lange er godt tilfreds med håndteringen af mændene:

"Euroman har 230.000 læsere hver måned, og jeg tør roligt påstå, at en hel del af dem har en udmærket smag og interesserer sig for kvalitet, god journalistik og livsstil. På Euroman har vi brugt en masse ressourcer i de seneste år på at hæve det redaktionelle kvalitetsniveau, og vi har fået massiv positiv respons".

Dog kan det være svært at se alvorlig konkurrence i kampen om de moderne mænd.

"Måske er det gået ud over vores konkurrenter, for når jeg ser mig omkring i landskabet, kan jeg ikke få øje på andre medier, der henvender sig til mænd, som har det ambitions- og kvalitetsniveau", siger Mads Lange

Et faktum er under alle omstændigheder, at der ikke længere er et rendyrket mand-kvinde-tilbud på magasinhylderne. Den seneste udgave af Cover indeholder således et længere brev til læserne fra forlægger Malene Malling, hvor hun redegør for, hvorfor bladet nu kun er til kvinder. Al krudtet til bladet skal bruges på én målgruppe.

"Før havde vi et blad, hvor læserne kunne støde på en side med herresko og så en side med pigesko. Det kan måske virke lidt irriterende. Så hellere have to sider med sko til et af kønnene", siger Malene Malling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også