Færre køber ugeblade

Ugebladene kæmper med dalende oplag. Internet og nye magasiner er med til at flytte danskernes medieforbrug.
Maria Dalhoff

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er ikke kun betalingsaviserne, som kæmper med at holde på køberne.

Også de danske ugeblade har fået en hård start på 2008, når det handler om at lokke de læseivrige til bladkiosken.

Kun tre af de danske ugeblade kunne i de seneste indrapporterede månedstal for april 2008 prale af at sælge flere blade, end det var tilfældet i april 2007.

De øvrige 12 ugeblade har mere eller mindre blodrøde oplagstal.

Ifølge Dansk Oplagskontrol er det dermed få ugeblade, som formår at holde den negative oplags- og læsertalsudvikling stangen.

Anders And taber
Værst ser det ud for ugebladet Hendes Verden, som har specialiseret sig i at formidle bl.a. strikke- og madopskrifter.

Et andet blad - Anders And & Co. - også fra Egmonts Magasiner har heller ikke samme tiltrækningskraft hos køberne i forhold til for et år siden. Bladet har på et år tabt næsten 20 pct. af sit oplag.

Hos konkurrenten Aller må panderynkerne ind i mellem også være dybe. Her kan man notere sig en tilbagegang i oplaget på 15,6 pct. for damebladet Femina. Til gengæld erobrer det andet Aller-blad - Søndag - et plus på 10,1 pct. Således var Søndag's oplag i april 2008 94.000, og bladet er dermed p.t. Danmarks største dameblad.

Hos Aller forklarer man den generelle oplagstilbagegang således:

»Store, folkelige medier er under pres i hele verden. Det buldrer frem med nye medietyper, og især buldrer de specialiserede medier frem. En vis del af publikum vil i dag hellere koncentrere deres læsning og medieforbrug omkring deres specifikke interesse. Lidt bredere set er nettet også en konkurrent for os,« siger Per Ingdal, ugebladsdirektør i Aller Press A/S.

I de senere år er de danske ugeblades oplag samlet set faldet med 3-4 pct. om året. Allerede fire måneder inde i 2008 er ugebladsoplaget faldet med i alt 5,5 pct. viser tallene fra Dansk Oplagskontrol. Maj-tallene er endnu ikke opgjort, men intet tyder på, at udviklingen generelt har ændret sig.

Bryllup gav fremgang
Dog med det forbehold, at prins Joachims bryllup med Marie Cavallier i slutningen af maj gav oplagsfremgang til især Billed-Bladet, men også til Se og Hør, konstaterer udgiveren af begge blade, Aller.

Årsagerne til ugebladenes generelle oplagsfald er flere. Lige som for aviserne, som kæmper med de nye gratisaviser, gælder det, at der er kommet flere ugeblade til. Dermed er det samlede medieforbrug i Danmark stadig stort. Det spreder sig bare på flere medietyper end det tidligere var tilfældet.

Nye magasiner
Hos Aller konstaterer man da også, at danskerne fortsat er et ugeblads-elskende folk. Der sælges hver uge ca. 1,4 mio. ugebladet til 2,5 mio. husstande.

Alligevel er der hos Aller stor fokus på oplagsfaldet, der dog endnu ikke er resulteret i egentlige sparerunder, konstaterer Per Ingdal, Aller.

»Men vi har altid et ønske om at drive vores virksomheder så effektivt som muligt. Der er ikke tvivl om, at vores indtægtsgrundlag er presset. Derfor arbejder vi med at finde andre indtægtskilder. Vi kigger også på andre medietyper og har også startet mange nye magasiner op. Samtidig har vi sat prisen på ugebladene op, og det har indtil videre mere end kompenseret for oplagsnedgangen,« siger Per Ingdal, som vurderer, at oplagsnedgangen på kort sigt ikke har haft betydning for annoncørerne i ugebladene.

Mediebureauerne har tidligere peget på, at mange af ugebladene har problemer med at appellere til de unge købere.

Et andet problem er, at læserne i dag i højere grad selv vil bestemme, hvordan og hvornår de vil benytte sig af medierne:

»Der er ingen tvivl om, at en stor del af ugebladenes tilbagegang skyldes, at folk søger informationer på nettet. Forbrugerne får deres information og underholdning, når det passer dem. Og så er det nemmere at gå på nettet, end det er at finde et magasin frem. Sagens kerne er, at forbrugerne bliver mere og mere forkælede, og vi vil havde de medier, som gør det nemt for os at læse, når vi har lyst til det,« mener Thorsten Lehrmann, mediadirektør hos reklamebureauet Kunde & Co.

»Det får også den konsekvens, at bladene i forhold til annoncørerne ikke er lige så meget værd i dag, som for et år siden. Jo større et fald i oplaget, jo mindre interessant er bladet for mange af annoncørerne,« siger Thorsten Lehrmann, Kunde & Co.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også