Dansk erhvervsmagasin vil være internationalt

Limited Edition vil ramme erhvervsledere af begge køn, gerne uden for landets grænser, men endnu mangler overskuddet.
Tine Brødegaard Hansen

Limited Edition vil ramme erhvervsledere af begge køn, gerne uden for landets grænser, men endnu mangler overskuddet.

Det eksklusive månedsmagasin for erhvervsfolk, Limited Edition, har eksisteret i halvandet år og giver endnu ikke overskud, men er godt på vej, lyder det fra en af mændene bag, adm. direktør Ole Høy Hansen. Lige som sine to kollegaer Jesper Rovsing Olsen, chefredaktør, og Peter Rahbek layoutchef har en fortid på Dagbladet Børsen, hvor de udgjorde redaktionen bag Penge & Privatøkonomi.

Når han bliver bedt om at pege på danske hovedkonkurrenter til magasinet, kan han ikke komme i tanke om nogen. Berlingske Nyhedsmagasin er for dansk og for nyhedsbaseret, Børsens tillæg Pleasure satser kun på livsstil.

"Vi er meget internationale og meget lidt danske, måske har vi en dansk artikel per nummer, ellers er det beskrivelser af internationale business tendenser, interviews med internationale erhvervsfolk og international luksus vi fokuserer på. Næste gang har vi en artikel om danskernes syn på nyhedsmedier, gratisaviser, dagblade og tv. Det er et samfundsanliggende, hvor der er nogle voldsomme bevægelser."

Magasinet kombinerer de tre stofområder erhverv, privatøkonomi og luksus. Man kan ikke kalde magasinet en undskyldning for sig selv, når det glimter tungt og tykt på skrivebordet. Med sine mellem 130-144 sider er intentionen at signalere coffee table magasin af international standard.

Ole Høy Hansen anslår kundegrundlaget af ledere og mellemledere i det danske erhvervsliv plus andre relevante grupper som advokater, revisorer, arkitekter til at være i størrelsesordenen 400.000 Med blot fem pct. af dem som abonnenter ville økonomien bag Limited Edition være overordentligt tilfredsstillende.

Satsningen på nettet har Limited Edition til gode, indtil videre har vægten ligget på at skabe den stemning, nettet ikke kan give.

"Nettet er godt til mange ting, især nyheder, men den eksklusive fornemmelse med at sidde i en chesterfield stol med en lille drink er svært at skabe. Men det er oplagt, at nettet kan bruges til at opbygge fordelsklubber for abonnenterne. Ikke noget med et gratis glas champagne, hvis man spiser på restaurant, men noget med mere musik i, der giver mulighed for at køre i lækre biler, træffe mennesker eller besøge en schweizisk urfabrik," siger Ole Høy Hansen.

I nærmeste fremtid håber han at få afklaring på forhandlinger med storkunder, der er interesseret i at levere bladet som en ekstra service til deres kunder. Det kan blive til en "betydelig udvidelse af oplaget".

Når forretningsmodellen bag Limited Edition er konsolideret og salget steget, er planen at lave en engelsk version.

"Vi sender et par hundrede blade til Norge hver måned som sælger, selvom de er på dansk. Det er fordi bladets fokus er en universel idé, det fungerer lige så godt i andre lande som her. Businesstendenser er internationale og luksusforbrug består typisk af verdenskendte brands og oplevelser."

Målgruppen er både mænd og kvinder, men et tilbud om at levere bladet til karrierenetværket for kvinder, WOW, faldt ikke i god jord. "Det er til mænd" lød dommen fra lederen af netværket, Susanne Hoeck, der i parentes bemærket står bag Allers nye karrieremagasin til kvinder 'CV'.

"Afsættet er, at vores læsere er erhvervsfolk, ikke om de er mænd eller kvinder. Susanne Hoeck synes det var et mandeblad, måske fordi der er mange mænd i, men der er jo flere mænd end kvinder i businessverdenen og vi tænker slet ikke på kønnet, vi tænker hvor er den gode historie? Til gengæld går vi heller ikke bevidst efter at få kvindelige læsere. Vi forstår ikke helt den kritik, men vi er jo også bare mænd," siger Ole Høy Hansen med et skævt smil.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også