Ikke flere magasiner fra Audio Media

Forlaget Audio Media balancerer på kanten af ruin efter mange års nedtur for computerbladene Datatid og Alt om DATA.
Eva Lykke Jørgensen,Ole Nørskov
Forlaget Audio Media balancerer på kanten af ruin efter mange års nedtur for computerbladene Datatid og Alt om DATA.

I det seneste årsregnskab for perioden indtil 31. marts 2007 var facit et minus på 428.00 efter skat, og selskabets egenkapital var på minus en halv million kroner - et minus, som selskabet ifølge beretningen selv skulle dække ved egen drift. Selskabet måtte endda stille et løsørepantebrev som sikkerhed for et fortsat bankengagement.

Siden er oplagene på de to computerblade igen raslet ned med henholdsvis 13 og 13,1 procent.

Det er ikke lykkedes MediaWatch at få kontakt til selskabets ejer og adm. direktør, Klaus Nordfeld, og direktør Klaus Wiedemann ønsker ikke at komme nærmere ind på tallene i det kommende regnskab. Men foreløbig tyder intet dog på, at selskabet er på vej til helt at give op.

Ifølge Klaus Wiedemann vil der dog ikke blive tale om at lancere flere magasiner. I stedet skal der fokuseres på en styrkelse af de seks blade, der er nu, samt en kraftig udvidelse af online redaktionerne.

Han kalder det "knopskud" til magasinforlaget, der udgiver 'Alt om DATA', 'Datatid', 'Windows Magasinet', 'T3', 'Vores Kæledyr' og 'Kreative Kvinder'.

'Alt om DATA' stod bag et konkret projekt - opbygningen af det digitale hjem. Ud fra opbygningen af dette hus udkom flere publikationer, som omhandlede digitaliseringen og læserne blev selv inviteret ud til huset.

AudioMedia var hårdt ramt, da it-boblen bristede i 2000, men Klaus Wiedemann mener, at de igen er på vej i den rigtige retning.
"Vi er godt på vej til at vende den skude som selvfølgelig ramte hele it-branchen i 2000. Der havde vi stort set kun it-blade, så der var det utrolig vigtigt at satse på nye magasinområder."

Generelt opfatter Klaus Wiedemann ikke online-mediet som en trussel.
"At være på en hjemmeside, hvor du søger en eller anden form for information. Det er ikke det samme som at sidde med et blad i hånden," siger han.

"Magasinet giver dig overraskelser, og indsigt i noget, som du måske ikke lige havde forventet du ville læse om og internettet skal hjælpe med at finde den helt rigtige artikel, der viser produkt testen eller den specifikke artikel som giver svaret på din søgning" siger Klaus Wiedemann til MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også