Nedturen fortsætter for ugeblade

Ugebladene taber oplag, men stigende priser sikrer forretningen.
MediaWatch

Samlet er ugebladenes oplag faldet med 4,4 procent fra andet halvår 2006 til andet halvår 2007, og læsertallene går samme vej.

Bortset fra Allers lavprisblad 7 TV-Dage og Egmonts Her & Nu er samtlige blade i opgørelsen fra Dansk Oplagskontrol gået tilbage.

Værst er det gået for Hendes Verden, som er faldet 11,1 procent på et år. Ser man på antallet af solgte blade i stedet for på procenterne, er Allers gamle kronjuvel Familie Journalen hårdest ramt med et fald på 10.000 eksemplarer ugentligt. Det svarer til et årligt omsætningstab i detailleddet på 11,7 mio. kr., hvis alle bladene blev solgt i løssalg - hvad de stort set gør, hvortil kommer faldet i reklameindtægter.

Men ugebladudgiverne er i stand til at indhente det tabte ved at hæve udsalgspriserne, forklarer Per Ingdal, forlagsdirektør hos Aller.

"Vi har i de seneste år set et svagt fald på oplaget over det meste af verden, og det vil formodentlig fortsætte i de kommende år. Men omsætningen er reelt steget, fordi vi har sat priserne i vejret," siger han.

Det samlede fald i oplag fordelt på de 15 titler i Dansk Oplagskontrols målinger er på knap 70.000 eksemplarer om ugen. Med en gennemsnitspris på 20 kr. svarer det til et fald i omsætningen på mere end 70 mio. kr. årligt i detailleddet, men prisstigningerne på omkring en krone årligt per blad betyder, at kioskerne og supermarkedskæderne ikke har tabt på nedgangen.

"Og det har vi heller ikke," siger Per Ingdal, som ikke tør gætte på, hvor grænsen for hvad danskerne vil betale for et ugeblad går.

"Da man i Ruder Konges tid hævede prisen op over en krone rystede forlagscheferne i bukserne fordi man mente at man krydsede en psykologisk grænse. Det samme sagde man de man kom over, 5, 10, 15 og 20 kroner. Der er et marked for lavprisugeblade, men vi har ikke været i stand til at måle en nedgang i oplaget når vi har sat prisen op på de dyrere blade," siger Per Ingdal, som betegner ugebladsmarkedet som kernesundt.

"Vi sælger næsten udelukkende i løssalg og til fuld pris og behøver ikke som dagbladene at lægge et højt kampagnetryk," siger han.

Her er bladene sorteret efter det procentvise fald i oplaget:

  • Hendes Verden -11,1 procent.
  • Femina -10,7
  • Anders And & Co. -10,0
  • Tipsbladet Weekend -9,5
  • Alt for Damerne -6,7
  • Hjemmet -5,8
  • Ude og Hjemme -4,9
  • Familie Journalen -4,8
  • Kig Ind -4,6
  • Se og Hør -3,9
  • Søndag -3,3
  • Tipsbladet Midtuge -2,2
  • Billed Bladet -1,1
  • Her & Nu 0,8
  • 7 TV-Dage 5,7

Her er bladene fordelt efter det faktiske fald i antallet af solgte blade.

  • Familie Journalen -10.022
  • Hjemmet -9.490
  • Ude og Hjemme -8.521
  • Femina -8.211
  • Se og Hør -7.668
  • Anders And & Co. -6.323
  • Hendes Verden -5.872
  • Alt for Damerne -5.416
  • Kig Ind -3.279
  • Søndag -3.171
  • Billed Bladet -2.181
  • Tipsbladet Weekend -1.196
  • Tipsbladet Midtuge -185
  • Her og Nu 894
  • 7 TV -Dage 1.877

Læsertallene er heller ikke vidunderlig læsning for udgiverne. Her er faldet i øjenpar for de enkelte titler fra 2. halvår 2006 til andet halvår 2007. (Kilde: Index Danmark/Gallup)
 

  • Anders And & Co. -56.000
  • Familie Journalen -55.000
  • Alt for Damerne -51.000
  • Femina -50.000
  • Se og Hør -49.000
  • Hjemmet -33.000
  • Billed Bladet -30.000
  • Her & Nu -30.000
  • Kig Ind -26.000
  • Tipsbladet Weekend -18.000
  • Søndag -13.000
  • Hendes Verden -7.000
  • Ude og Hjemme -5.000
  • 7 TV Dage -4.000
  • Tipsbladet Midtuge -3.000

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også