Ny chefredaktør skal styrke Costumes digitale profil

Bonniers modemagasin Costume har været uden chefredaktør siden januar, hvor Dorothea Gundtoft stoppede efter få måneders ansættelse. Nu er en ny chefredaktør med chefredaktør-erfaring fra netop Costume og bl.a. Alt for Damerne fundet.
Camilla Frank | Foto: Franne Voigt/Ritzau Scanpix
Camilla Frank | Foto: Franne Voigt/Ritzau Scanpix

14. marts sætter Camilla Frank sig, igen, i chefredaktørstolen på Bonniers modemagasin Costume. Det skriver Bonnier i en pressemeddelelse.

Birgitte Raben, ansvarlig direktør for Costume hos Bonnier, udtaler i meddelelsen, at Camilla Frank skal holde den digitale kurs, som magasinet har slået ind på i de senere år.

"Camilla Frank skal fortsætte og lede transformationen af Costumes indtagelse af en position som toneangivende digitalt medie inden for mode, skønhed og stil."

Camilla Frank har allerede været chefredaktør på Costume én gang, nemlig fra 2001-2006. Siden har hun bl.a. arbejdet som chefredaktør på flere af Egmonts magasiner, etableret det digitale modemedie Fashion Post og været adm. direktør for Copenhagen Fashion Week. Senest har hun været redaktør på forlaget Gyldendal.

Costumes seneste chefredaktør, Dorothea Gundtoft, nåede kun at være ansat fra november til januar, før hun sagde op.

I en skriftlig kommentar til MediaWatch forklarede hun dengang, at hendes hidtidige arbejdsliv i udlandet trak mere end stillingen på Costume:

"Jeg har bestemt mig for at flytte tilbage til udlandet og fokusere på mit arbejde for blandt andre Vogue, som jeg har samarbejdet med i snart ti år," skrev hun i mailen.

Chefredaktør for Costume stopper efter få måneder 

Costume får ny chefredaktør - skal udvide det digitale spor

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også