Svensker skal stå i spidsen for Egmonts digitale marketing-satsning

Tidligere direktør i auktionshus med en fortid i bl.a. Schibsted bliver ny direktør for Egmonts satsning på salg af digitale marketingløsninger bl.a. i regi af flere bureauer, som koncernen har ejerandel i.
Erik Norberg er ny direktør for Marketing Services i Egmont Publishing. | Foto: PR-foto
Erik Norberg er ny direktør for Marketing Services i Egmont Publishing. | Foto: PR-foto

Egmont Publishing har ansat 37-årige Erik Norberg som ny direktør for divisionens digitale marketing services. Det skriver Egmont i en pressemeddelelse.

Erik Norberg har senest været adm. direktør i auktionshuset Lauritz, hvor han kun nåede at være ansat i fire måneder, inden han stoppede i slutningen af 2017 i forbindelse med en omfattende ændring af selskabets ledelse. Tidligere i karrieren har Erik Norberg været adm. direktør for de svenske aviser Mitt Media og driftsdirektør for Schibsteds internationale markedspladser i Nordeuropa.

"Vi er glade for at få Erik Norberg i spidsen for vores digitale marketing services, som er et af vækstområderne i Egmont Publishings strategi. Udover sin ledererfaring har Erik Norberg en indgående forståelse for både det kommercielle og det digitale, og vi ser frem til at byde ham velkommen," udtaler Torsten Bjerre Rasmussen, adm. direktør for Egmont Publishing, i meddelelsen.

Forretningsområdet, som Erik Norberg får ansvaret for, er en del af tre investerings- og vækstområder i Egmont. De øvrige er e-commerce og gaming. Marketing Services, som Egmont har døbt satsningsområdet, fokuserer på digital kommunikation og marketing og omfatter delejerskab i flere nordiske virksomheder herunder s360, Very Patchwork, Klintberg Niléhn, Kan og Ingager og Sempro.

Den samlede omsætningen i selskaberne voksede i 2017 til over 250 mio. kr., skriver Egmont, og forventningen til 2018 er, at omsætningen øges markant.

Erik Norberg tiltræder 1. juni 2018.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også