Et af de emner, der for tiden ofte dukker op i mediedebatten, er de internationale aktørers påvirkning af det danske mediemarked. Det er blevet beskrevet, hvordan de store internationale aktører såsom Google/Youtube, Netflix og Facebook påvirker danskernes medievaner. De lokker brugerne over på nye, digitale platforme, som de danske aktører ikke har kontrol over.

Det medfører en række dilemmaer i forhold til at opgive kontrollen over indholdet ved at gøre det tilgængeligt på disse platforme – på disse platformes præmisser. Er det en del af løsningen på at gøre dansk medieindhold rentabelt, eller er det en yderligere eskalering af udfordringen med at tjene penge i det nye mediemarked?

En yderligere - og i min optik underbelyst - pointe er den om "price anchoring" – at en udmeldt pris kan være med til at definere forbrugernes syn på, hvad der er billigt, og hvad der er dyrt. For næsten alle priser er som bekendt relative: En bil til 1000 kr. forekommer billig, mens en liter mælk til samme pris er dyr – selvom prisen er den samme. En kjole til 1000 kr. kan både opfattes som dyr, men også billig, hvis butikken kan overbevise os om, at den er sat ned fra det dobbelte.

Hvis man ser på, hvad det største abonnement hos f.eks. Netflix og Spotify koster (hhv. 119 og 149 kr. om måneden) og sammenligner med prisen på f.eks. et måneds avisabonnement (549 kr. for Politiken og 409 kr. for Jyllands-Posten) eller med en dansk tv-distributør som Yousee (559 kr.), så er der en tydelig forskel, hvilket også afspejler sig i danskernes syn på, hvorvidt det tilbudte er dyrt eller ej.

Det er dog værd i parentes at bemærke, at det jo er svært at lokke en forbruger til at sige, at noget er direkte billigt, hvorfor det er mere frugtbart at se på forskellene i, hvor mange der opfatter tilbuddet som dyrt.

DR Medieforskning har fået Gallup til at spørge et repræsentativt udsnit af danskerne om priserne på en række medietilbud. Mens Netflix opfattes som "dyrt" eller "meget dyrt" af 37 pct. og Spotify af 57 pct., så opfattes Jyllands-Postens pris som værende dyr eller meget dyr af 69 pct. Det tilsvarende tal for Politiken er 79 pct. og Yousee 78 pct.

49 pct. af danskerne finder prisen på Netflix passende eller billigt, mens det tal for Jyllands-Posten ligger på 19 pct., Yousee 13 pct. og Politiken 10 pct. Det er måske overraskende for nogen, at det danske medietilbud, der klarer sig bedst, er det licensfinansierede public service-tilbud. Her finder 31 pct. prisen passende eller billig.

Hvis man spørger de unge, så bliver billedet endnu mere tydeligt – de unge opfatter i højere grad de danske avisers priser som dyre, mens de i højere grad finder Netflix’ pris passende. De ældre ser – lidt – mildere på avisernes priser og har omvendt sværere ved at forholde sig til Netflix’ priser.

Mest for pengene hos Netflix

Spørger man de samme danskere, hvor de mener, man får mest for pengene, så kommer Netflix ud som en klar vinder. Der er ingen tvivl om, at de store internationale medieaktører og platformes stordriftsfordele og deraf følgende lavere priser presser de danske indholdsudbydere. Dansk indhold kan slet ikke på samme måde sælges til flere markeder og dermed skabe en øget rentabilitet. Og dermed bliver sammenligningen svær for det danske indhold.

Lidt hårdt sat op: Over 30 mio. musiknumre frit tilgængelig til ca. en fjerdedel af prisen for en trykt dansk avis, onlineadgang til artikler evt. krydret med nogle abonnementsfordele. Det er ikke en rimelig sammenligning, men alligevel en sammenligning, som jeg tror, flere danske husstande gør sig.

Så når man ser på, hvordan de udenlandske medieaktører påvirker det danske mediemarked, så gælder det altså ikke kun danskernes medieforbrugsvaner. Det gælder også danske medieforbrugeres syn på, hvad der er en rimelig pris – og det kan også være med til at presse det danske indhold på et helt frit mediemarked.

Dansk indhold, der ikke kan afsættes til en masse udenlandske markeder, vil have færre potentielle kunder til at betale, hvad det koster at fremstille indholdet. Og når kunderne har lært, at indholdet kun koster ca. 100-150 kr. om måneden, så kan danske aktører ikke bare gå ud og kræve mere – hvilket efterlader et potentielt hul i kassen. Så dette er altså endnu en skyggeside i konkurrencen med de internationale aktører: deres indhold kan laves og sælges globalt, mens dansk indhold laves og sælges lokalt – og det betyder, der er færre om at kunne dække regningen.