Nye tests løftede Hanne-karakter i 'Borgen'

DR har indført nye målemetoder, der afdækker seernes følelsesmæssige reaktioner på scener og karakterer i f.eks. dramaer. Målet er øget programkvalitet og seerloyalitet.
Per Fanefjord Lausen

DR Medieforskning har i 2011 taget helt nye målinger af seeres respons på tv-programmer i brug, som registrerer de følelser, der rammer seerne foran skærmen.

“Tv research har savnet dybere kvalitative analyser af de beslutninger, seerne tager, når de vælger f.eks. en tv-serie til eller fra," siger medieforsker Lene Heiselberg, DR Medieforskning, om målingerne, som er døbt ’Mentometer'

"Det er baggrunden for, at vi har udviklet en ny målemetode, hvor vi kan teste seernes emotionelle oplevelse af scener, karakterer, situationer, m.m. - typisk mens de ser en dummy-produktion. Resultatet er øget programkvalitet og stærkere loyalitet hos seerne til programmene.”

Følelsesengagement
Det er nyt med målinger, der skaffer tv-branchen viden om det emotionelle engagement, som seere oplever, når de ser tv - f.eks. dramaserier. De fleste kvalitative interviews, der ellers benyttes, bygger på respondenters erindringer og efterrationaliseringer – ikke en emotionelt præget her-og-nu-oplevelse. Traditionelle kvalitative interviews er derfor ikke særlig egnede til at indfange seernes emotionelle engagement til tv. Heller ikke Gallups tv-meter måling af, hvad seere synes om et program på en skala fra 1 til 5, giver forklaringer.

“I første omgang har vi testet dramaserier som Borgen og Sommer, hvor vi har gjort flere brugbare erfaringer om seriernes dramaturgi.”

Manuskript analyse
Lene Heiselberg nævner som eksempel, at den lidt sølle karakter, ‘journalisten Hanne holm’, i ‘Borgen’ i starten havde en beskeden placering i plottet, men tests viste, at trods en lille rolle, vakte karakteren som power-kvinde interesse hos seerne. Derfor anbefalede DR Medieforskning, at Hanne Holm fik mere plads i de kommende afsnit.

Også tests af ’Sommer’ viste sig givtigt, da produktionen kunne få vished for, at en kort nøglescene, hvor det står klart, at karakteren Christian (Jesper Langberg), er ramt af Alzheimer, virkede lige som stærkt følelsesmæssigt, som var hensigten.

Klar til at måle underholdning
DR Medieforskning stiller sig nu til rådighed for DR-ledelse til at teste andre genrer, som underholdning, spillefilm, trailere, m.m.

“Det næste, vi skal teste, bliver sandsynligvis flere af de kommende kostbare tv-dramaer, men der er masser af emotionelle optrin i eksempelvis X Factor eller andre underholdningsprogrammer, som kan undersøges. Nyhedsprogrammer og nyhedsværter kunne også sagtens testes, hvis de respektive indholdsfolk og redaktioner ønsker det,” siger hun.

Ligesom i tv-meter husstandene er der med Mentometer i praksis tale om, at undersøgelsespersoner får en særlig fjernbetjening i hånden, hvor man registrerer sine oplevelser, mens man ser tv. I de næste tests vil DR dog gå mere digitalt til værks. Det bliver muligt for respondenterne lade sig teste hjemmefra via apps på f.eks. Ipad og Iphones.

Den nye målemetode udviklet i samarbejde med andre nordiske public service broadcastere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også